Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Rispapirsruller med spicy kalv, frisk forårsgrønt og hoisinsauce

Rispapirsruller med spicy kalv, frisk forårsgrønt og hoisinsauce

Opskrift

3 personer

Ingredienser

  • ½ hvidkål (snittet fint)
  • 1 agurk (i lange, tynde strimler)
  • 1 bundt koriander (hakket)
  • 1 bundt grønne asparges (enderne knækket af, i stykker a 3-4 cm)
  • ½-1 rød chili (i tynde ringe)
  • 1 fed hvidløg (presset)
  • 1 pakke hakket kalvekød
  • 2 breve hoisinsauce
  • 2 pakker rispapir

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • salt
  • peber
  • sukker

Sådan gør du

Køkkennote: I denne uge har du fået rispapir i din kasse, og du kan godt glæde dig, for det er en hyggelig, sjov og nem måde at lave hurtig gør det selv-mad ved bordet på.

Måske har du prøvet det før, det er i hvert fald nemt uanset hvad. Sæt et fad med koldt vand på bordet – jeg bruger et tærtefad. Anret alle ingedienserne i små skåle eller på fade, og stil dem på bordet. Dyp et stykke rispapir i vandet i 10-15 sek., til det er næsten blødt. Læg det på din tallerken, og kom fyld på. Fold siderne ind over fyldet, rul sammen, og nyd.

1. Sæt vand over til asparges, fx i en elkedel.

2. Skyl og klargør alle grøntsagerne, chilien og korianderen som angivet i ingredienslisten. Kom hvidkålen i en skål, og anret agurk og koriander i små skåle eller på et fad.

3. Drys hvidkålen med ½ tsk. salt og ½ tsk. sukker, og kram den godt.

4. Kom asparges på en (slip let-)pande, dæk med kogende vand, og damp aspargesene i 1-2 min. Afdryp og anret dem i en skål eller på et fad.

5. Hæld vandet af panden, tør den af, og varm den op igen med 3 tsk. olie. Tilsæt chili, hvidløg og det hakkede kalvekød, og steg ved god varme, til kødet er godt brunet, 5-6 min. Krydr med salt og peber.

6. Kom hoisinsaucen i en lille skål.

Servering
Sæt det hele på bordet. Dyp rispapiret i vand som beskrevet i køkkennoten, og fyld selv med sprødt grønt og spicy kalvekød. Dyp rullerne i hoisinsauce, og nyd dem, gerne med det overskydende grønt ved siden af.

-