Stegt laks med ovnkartofler, grøn bønnecreme og snackgulerødder
Ingredienser
- 5 bagekartofler
- ½ pose gulerødder
- 1 pose mukimamebønner
- ½-1 hvidløgsfed
- 1 citron
- 1 bæger yoghurt naturel 0,5 %
- 1 pakke laks
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
Tænd ovnen på 220 °C varmluft, og sæt vand over til mukimamebønner. Skyl frugt og grønt.
Skær kartofler i tynde, ensartede både. Kom dem på en bageplade med bagepapir, og vend med olivenolie, salt og peber. Bag dem gyldne og møre i ovnen i ca. 30 min. Vend dem undervejs.
Skær gulerødder i stave til snackgrønt.
Kom mukimamebønner i en gryde med kogende vand, og kog dem i 4-5 min. Hæld vandet fra.
Pil og riv imens hvidløg fint. Halvér citron.
Blend bønner, hvidløg og yoghurt til en glat creme, fx med en stavblender. Smag til med citronsaft og salt.
Tjek fisken for evt. ben.
Varm en pande op, tilsæt olie, og steg fisken på skindsiden ved lav til middel varme, til den er gylden og gennemstegt, 10-12 min.
Anret stegt laks med ovnkartofler, grøn bønnecreme og snackgulerødder.