Stegt mørksej med kartoffel-sellerifrikassé med porre og timian
Ingredienser
- 2 porrer
- 2 poser kartofler
- 1 bæger selleritern med timian
- 1 citron
- 2 bægre yoghurt naturel 0,4 %
- 1 pakke mørksej i tern
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Peber
Din citron kommer fra Paolo Carpinteros biodynamiske citrusfarm ved Siracusa på Siciliens sydøstkyst. Paolo dyrker nogle af vores bedste citrusfrugter i biodynamiske marker, der summer af liv.
Skyl frugt og grønt.
Skær porrerne i skiver (brug også porrens grønne top), og skyl dem grundigt i en skål koldt vand, så al jord bliver skyllet væk.
Skær kartoflerne i kvarte. Varm en sautérgryde med 1 spsk. olie op, og sautér kartoflerne i 2 min. Hæld 4 dl vand i gryden, og lad kartoflerne koge i 5 min. under låg.
Vend porre og selleri fra bægeret sammen med kartoflerne, og lad det hele koge sammen i 4-5 min., til alt er lige akkurat mørt. Krydr med salt og peber.
Riv lidt af citronskallen fint, og rør den i yoghurten. Smag til med salt og peber. Gem resten af citronen til dag 2.
Krydr fisken med salt og peber. Varm en (slip let-)pande med 1 spsk. olie op, og steg fisken ca. 3 min. på hver side.
Anret kartoffel-sellerifrikasséen på tallerkener, og top med fisken. Dryp citronyoghurt over, og nyd.