Stegte calçots med cremet aioli og hvide bønner i tomat med hvidløg
Ingredienser
- 1 løg
- Alle gulerødderne
- 1 kvist rosmarin
- 1 portion kogte hvide bønner
- 1 karton mosede tomater
- 2 calçot-løg
- 1 bundt bredbladet persille
- 1 hvidløgsfed
- 1 rulle aioli på hvide bønner
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
Calçot er en skøn krydsning mellem forårsløg og porre, som stammer fra Catalonien i Spanien. Når løgskuddene vokser, skubber gartneren jord op omkring dem for at dække dem – en metode som kaldes calçar, og som minder om den måde, man i Danmark hypper asparges. På denne måde forbliver en lang stamme af løgene hvide og søde.
Skyl alt grønt.
Skær løg i tynde skiver. Skær gulerødder i mindre tern.
Varm en gryde op, tilsæt olie, og sautér løg, gulerødder og rosmarinkvist i 3-4 min. Tilsæt kogte hvide bønner, og steg videre i 1 min.
Tilsæt mosede tomater og vand, til alt er dækket, og kog op. Lad saucen simre, til grøntsagerne er møre, 8-10 min. Spæd evt. til med ekstra vand undervejs.
Skær imens rod og den øverste top af calçots.
Varm en pande op, tilsæt olie, og steg calçots brunede og helt møre ved middel varme, 5-6 min. Krydr med salt.
Pluk og snit persille groft. Kom i en skål til topping.
Snit hvidløg fint. Tilsæt hvidløg til bønnesaucen, og vend rundt i 1 min. Smag til med salt og peber.
Smør en stribe aioli ud på hver tallerken, og anret calçots ovenpå. Anret bønner i tomatsauce ved siden af, og drys med persille.