Stegte kalvemedaljoner med kartoffelmos og cremet spinatsauce
Ingredienser
- 5 bagekartofler
- 2 løg
- 2 bundter spinat
- 2 squash
- 2 bægre fløde
- 2 pakker kalvemedaljoner
- 1 karton sødmælk
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Smør
Sæt vand over til kartofler, og skyl alt grønt.
Skræl og skær kartofler i grove tern. Kom dem i en gryde med rigeligt, kogende, usaltet vand, og kog dem, til de er helt møre, 12-14 min.
Hak løg fint, snit spinat groft, og skær squash i tern a 1x1 cm.
Varm en pande op med olivenolie, og steg løg i 3-4 min. Tilsæt spinat og squash, og steg i 4-5 min.
Tilsæt fløde, og lad det hele simre i 4-5 min. Krydr med salt og peber.
Varm olie op på panden. Steg kalvemedaljoner brunede og gennemtilberedte ved middelhøj varme, 1½-2 min. per side. Krydr med salt og sort peber undervejs.
Hæld vandet fra kartofler, men gem det. Mos kartofler med et piskeris, og tilsæt 2-3 spsk. smør. Pisk mosen sammen med lidt mælk eller kogevandet, til den er luftig og glat. Smag til med salt.
Servér kalvemedaljoner med kartoffelmos toppet med spinatsauce.