Stegte kikærter med bøftomater, frisk hvidløg og aioli
Ingredienser
- 1 portion udblødte kikærter
- 1 aubergine
- ½-1 brev istanbul-krydderiblanding
- Alle bøftomaterne
- 1 frisk hvidløg med top
- 1 løg
- 1 rulle aioli på hvide bønner
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Smør
Frisk hvidløg med top, som du skal nyde i dag, er en særlig sort af hvidløg, der ligner porretoppe af udseende. Smagen er fantastisk frisk og mild, og hvidløget kræver meget lidt tilberedning.
Mange af vores tomater kommer fra Paco Lozano, som driver et økologisk gartneri i nærheden af Malaga i Spanien. Paco er en ægte økolog, som tænker bæredygtighed ind i alle dele af dyrkningen – lige fra kompost til hvordan hans medarbejdere har det.
Sæt vand over til kikærter, og skyl alt grønt.
Hæld iblødsætningsvandet fra kikærter. Kom dem i en gryde med rigeligt kogende vand, og kog dem møre, 30-35 min. Hæld vandet fra, og lad dem dampe lidt af på en tallerken.
Skær aubergine i tern a ca. 2x2 cm.
Varm olie op på en stor pande eller i en rummelig gryde, og steg aubergine, til den er gylden på alle sider, 5-6 min. Krydr med lidt istanbul-krydderi og salt undervejs.
Skær imens bøftomater i grove tern, og snit hvidløg fint. Pil og skær løg i tynde både.
Tilsæt løg og tomater til panden med aubergine, og steg videre i 3-4 min. Smag til med salt og sort peber.
Drys til sidst hvidløg over stegt grønt på panden, og steg videre i 1 min., så hvidløget lige får lidt damp.
Varm imens 1-2 spsk. smør op i gryden fra kikærter, og steg de kogte kikærter, til de er let gyldne, 3-4 min. Krydr med istanbul-krydderi og salt undervejs.
Anret en klat aioli på en tallerken, og top med stegte kikærter. Anret stegt grønt ved siden af.