Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Stegte ris med pak choy, finger lime og rosenkål

2 personer

Ingredienser

  • Resten af gulerødderne
  • 1 pose rosenkål
  • 1 pak choy
  • 1 bundt wasabina
  • 2 finger limes
  • 1 brev gomadressing
  • 1 portion kogte brune jasminris
  • 1 brev sesamfrø

Tjek at du selv har

  • Olie (fx sesam- eller olivenolie)
  • Salt
  • Evt. soja
Køkkentips

Stegte ris kræver en god varm pande og (med mindre man har en rigtig god slip let-pande) mere olie, end man normalt vil stege i. Til gengæld smager de virkelig godt, når man rammer den rigtige brunede smag.

Risene skal helst være kogt dagen før, da de skal være tørre på overfladen, for at stegningen kan lykkes.

Wasabina er en fin, lysegrøn sennepssort med tætte, krøllede blade, der smager (som navnet antyder) af wasabi. Den er, som den smukke pak choy, dyrket af Pepe på Huertas Bajas på Spaniens sydkyst. Ikke langt derfra har Juan Vallejo dyrket de smukke olivengrønne finger limes, som er fyldt med små syrlige perler af limesaft.

Inden du går igang

Tag risene ud fra køl, og skyl frugt og grønt.

Klargøring af grønt
  1. Skær gulerødderne i tynde skiver på skrå. Halvér rosenkålene, og snit pak choyen groft. Pluk wasabinaen, og snit den groft. Halvér de to finger limes.

Gomadressing
  1. Rør gomadressingen med 2-3 tsk. vand, til den er let flydende.

Stegte ris
  1. Varm ca. ½ dl olie godt op i en stor pande, og steg risene i 4-5 min., til de er let brunede og dufter stegt. Krydr med salt.

Stegt grønt med sesam
  1. Varm imens en anden pande op, tilsæt olie, og steg rosenkålene på skærefladerne i 3-4 min.

  1. Kom gulerødder og pak choy på panden med rosenkål, og steg i yderligere 2-3 min. Rør i panden undervejs.

  1. Tilsæt sesamfrøene til panden med stegte grøntsager, og steg i yderligere ca. 1 min. Smag til med salt eller soja.

Servering

Anret de stegte ris i dybe tallerkener, og top med stegt grønt med sesam. Drys med wasabina, og tryk frugtkødet fra finger limes ud over retten. Dryp med gomadressing, og servér.

-