Stegte ris med radiser, madagurk, peberfrugt, sød chilisauce, lime og æg
Ingredienser
- 1 madagurk
- 1 bundt radiser
- 3 fed hvidløg
- 1 squash
- 1 rød peberfrugt
- 2 æg
- 1 portion kogte hvide basmatiris
- 1 brev five spice-krydderiblanding
- 1 lime
- 1 brev sød chilisauce
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Havsalt
- Sort peber
- Evt. sukker
Skyl grøntsagerne og limefrugten.
Skræl agurken, og skær den i tynde stave. Skær radiserne i tynde skiver. Læg det til side.
Pil hvidløgene, og skær dem i tynde skiver. Skær squashen og peberfrugten i tern.
Varm en rummelig pande op, tilsæt lidt olie, og steg hvidløget ved middelhøj varme i 4-5 min., til det er gyldenbrunt.
Kom squash og peberfrugt ved, og steg videre i 2 min. Læg grøntsagerne til side på en tallerken.
Varm panden op igen, tilsæt lidt ny olie, og slå æggene ud i panden. Lad dem sætte sig kort, rør dem sammen, og steg dem, til de bliver til røræg. Læg æggene til side på en tallerken.
Varm panden op en sidste gang, tilsæt lidt ny olie, og steg de kogte ris i 1-2 min. Kom de stegte grøntsager tilbage på panden, tilsæt ½-1 tsk. five spice-krydderi, og varm hele herligheden godt igennem under omrøring i 1-2 min.
Vend æggene med ris og grøntsager på panden, og steg det hele i et minuts tid. Smag til med salt, peber, five spice-krydderi og evt. en smule sukker.
Halvér limefrugten, og pres saften i en skål. Rør limesaften og 1-2 spsk. olivenolie sammen. Vend agurk og radiser i dressingen, og krydr med salt og peber.
Anret stegte, krydrede ris med æg og grønt på tallerkener, og top med agurk og radiser vendt i lime samt sød chilisauce.