Svampeburger med lynsyltede rødløg, dijonsennep og ovnkartofler
Ingredienser
- Alle kartoflerne
- 4-5 stilke vild timian
- 4 rødløg
- 2 pakker svampebøffer
- 1 pakke burgerboller
- ½ grøn egebladsalat
- Halvdelen af tomaterne
- ½ agurk
- 2 breve dijonsennep
- 1 bæger fermenteret salsa
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Eddike (fx lagereddike)
- Sukker
- Evt. ketchup
Har du vegansk mayo derhjemme, kan du røre senneppen med et par skefulde af den, og på den måde lave en 'dijonnaise' til at smøre burgerbollerne med.
Tænd ovnen på 200 °C, og skyl grøntsagerne og timianen.
Skær kartoflerne i både, og kom dem på en bageplade med bagepapir. Vend kartoflerne med olivenolie, timian, salt og peber, og bag dem gyldne i ovnen, 25-30 min. Vend dem evt. et par gange undervejs.
Pil rødløgene, og skær dem i tynde både.
Kom 1 dl sukker, 1 dl vand, 2 dl eddike og lidt salt i en kasserolle, og kog det op, til sukkeret er smeltet. Kom rødløgene i, og lad det simre i 2-3 min. Tag kasserollen af varmen, og lad løgene trække i lagen indtil spisetid. Gem halvdelen af de syltede rødløg til dag 3.
Kom svampebøfferne på bagepladen med kartofler, og steg dem med i de sidste 8-10 min. af kartoflernes bagetid, eller til de er gennemvarme.
Stænk burgerbollerne med lidt vand, og varm dem i ovnen i 5-6 min.
Del imens salaten i bladene, og skær tomaterne og agurken i skiver. Kom det hele på et fad til servering.
Flæk de lune burgerboller, og smør dem med dijonsennep. Fyld dem med salsa fra bægeret, salat, svampebøffer, agurk, tomat og syltede rødløg. Nyd ovnkartofler til, og dyp dem evt. i ketchup.