Fra VegetarKassen: Tarte flambée med rosmarin, mandler og rødbedesalat
Opskrift
Ingredienser
-
2 pizzadeje
-
1 hjertesalat (i grove stykker)
-
1 pose mandler
-
1 bæger creme fraiche
-
1 roséløg (i meget tynde skiver, fx på et mandolinjern)
-
1 kvist rosmarin (plukket og hakket groft)
-
1 pose solsikkekerner
-
1 portion kogte rødbeder (kogt på dag 2)
-
1 citron (halveret)
-
1 brev za'atar
Tjek at du selv har
-
olivenolie
-
salt
-
peber
-
mel
-
evt. muskatnød
Sådan gør du
Køkkennote: Tarte flambée er en form for fransk pizza, der stammer fra Alsace-regionen ved grænsen til Tyskland – her kendes den også som 'flammkuchen' og har et par hundrede års historie bag sig. Oprindeligt brugte man et tyndt udrullet stykke dej smurt med fløde til at teste, om den store stenovn var klar til at bage brød. Hvis temperaturen var helt rigtig, ville den tynde dej blive bagt færdig på 1-2 min., og så var ovnen klar til brødbagning. I en almindelig elektrisk ovn går det lidt langsommere.
1. Tænd ovnen på 250 °C, og tag pizzadejene ud af køleskabet.
2. Skyl og klargør grøntsagerne, citronen og rosmarinen som angivet i ingredienslisten. Anret salaten på et fad.
3. Hak mandlerne groft, og sæt dem til side.
4. Rul pizzadejene ud på et stykke bagepapir drysset med lidt mel, og smør creme fraiche på i et jævnt lag.
5. Fordel løg og rosmarin på bundene, og krydr med salt, peber og evt. lidt muskatnød. Bag dine tarte flambées en ad gangen i den varme ovn i 10-12 min., til de er gyldne og sprøde – begynd evt. at spise den første, mens den anden er i ovnen.
6. Rist imens solsikkekernerne i et ildfast fad i ovnen eller på en tør, varm pande, til de er gyldne, 4-5 min.
7. Pil rødbederne, og skær dem i både. Vend rødbederne med salaten.
8. Rør en dressing af 5 spsk. olivenolie, 3-4 spsk. citronsaft og lidt salt. Dryp dressingen over salaten, og drys med ristede solsikkekerner.
9. Drys de varme tartes flambées med hakkede mandler og za'atar.
Servering
Servér straks de sprøde tarte flambées med rødbedesalaten til.