Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Tarte flambée med to oste, broccoliskud, forårsløg og løvstikke

2 personer

Ingredienser

  • 1 bundt broccoliskud
  • 1 bundt forårsløg
  • 1 frisk hvidløg med top
  • ½-1 bundt løvstikke
  • ½-1 citron
  • 1 bæger mascarpone
  • 2 stykker hærvejsost
  • 2 pizzadeje
  • 1 pose sorte oliven

Tjek at du selv har

  • Olivenolie
  • Salt
  • Sort peber
Køkkentips

De 2 oste, der er på menuen i dag, er begge danskproducerede og efter min mening noget ganske særligt på hver deres måde. Mascarponen får vi fra La Treccia, som også bl.a laver mozzarella og burrata til os. De holder til i Rødovre og har specialiseret sig i italienske friskoste. Hærvejsosten er lidt længere undervejs. Den er produceret af mælk fra køer, der græsser frit i den frodige natur langs den gamle Hærvej. Osten modnes i 12-16 mdr. og er produceret af Grand Fromage.

Løvstikke er en flerårig urt, som har en markant parfumeret smagsprofil. Den gror velvilligt år efter år og kan blive hele 2 meter høj. I dag er det de friske skud, som titter op af jorden efter en lang vinterpause hos Holistia på Fyn, du skal smage. Hvis man ikke er kæmpe fan af løvstikke, kan man undlade at komme det på pizzaen og blot stille det på bordet, så man selv kan dosere hver især.

Inden du går igang

Tænd ovnen på 220 °C varmluft, og skyl frugt og grønt. Tag pizzadejene ud af køleskabet.

Klargøring af grønt og mascarpone
  1. Flæk broccoliskud på langs. Skær rodender af forårsløg, og halvér dem. Snit frisk hvidløg fint, og pluk og hak løvstikke groft. Riv citronskal af ½ citron, og halvér citronen.

  1. Rør mascarpone lind med 2-3 spsk. olivenolie og lidt citronsaft, så den bliver smørbar. Riv halvdelen af hærvejsosten i, og smag til med salt, citronskal og peber.

Tarte flambées
  1. Rul pizzadejene ud på hver sit stykke bagepapir, og smør mascarponen ud i et tyndt, jævnt lag. Fordel frisk hvidløg, løvstikke, forårsløg og broccoliskud herpå. Krydr med salt og evt. et ekstra skvæt olivenolie.

  1. Bag dine tarte flambées gyldne og sprøde i den varme ovn, 12-15 min.

Servering

Skær tarte flambées i trekanter. Top med oliven, kværn sort peber over, og riv resten af hærvejsosten over.

-