Tartes flambées med gedeost, flower-rosenkål og salvie serveret med mizunasalat
Ingredienser
- 1 rødløg
- 3-4 kviste salvie
- 1 pose flower-rosenkål
- 2 pizzadeje
- 1 bæger yoghurt naturel 0,5 %
- 1 rulle gedeost
- 1 pose hasselnødder
- 1 bundt mizuna
- ½ hovedsalat
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Eddike (fx balsamico eller æbleeddike)
- Evt. mel (fx hvedemel)
- Evt. muskatnød
Tænd ovnen på 220 °C varmluft, og tag pizzadejene ud fra køl. Skyl alt grønt.
Pil rødløg, og skær det i tynde skiver, fx på et mandolinjern. Pluk salviebladene, og hak dem groft. Skær flower-rosenkål i kvarte gennem stokken.
Rul pizzadejene ud på hvert sit stykke bagepapir (evt. drysset med lidt mel), og smør yoghurten på i et jævnt lag.
Fordel rødløg, flower-rosenkål og små brud af gedeost ovenpå bundene, og drys med salvie. Krydr med salt, peber og evt. lidt revet muskatnød.
Bag dine tartes flambées gyldne og sprøde i ovnen i 10-12 min.
Hak imens hasselnødder, og rist dem i en tør pande, til de er gyldne, 3-4 min.
Snit imens mizunastilke fint og snit -blade groft. Snit også salat groft.
Vend salat, mizunastilke og -blade sammen i en skål, og smag til med lidt olivenolie og en smule eddike.
Drys tartes flambées med hasselnødder, skær dem i trekantede stykker, og nyd dem til den friske mizunasalat.