Torskefisk i bombay-kokossauce med broccoli, tomat og mungbønner
Ingredienser
- ½ pose grønne mungbønner
- 1 broccoli
- 1 hvidløgsfed
- 1 tomat
- ½ grøn citron
- 1 pakke torskefisk i tern
- 1 brev bombay-krydderiblanding
- 1½ dl kokosmælk
Tjek at du selv har
- Kokosolie eller olivenolie
- Salt
- Peber
Du skal kun bruge en halv pose mungbønner til 2 dage. Kog gerne hele posen, og gem resten i fryseren, så har du altid lidt mungbønner klar til brug. Du kan også gemme resten, og koge bønnerne en anden dag.
Sæt vand over til mungbønner, og skyl grøntsagerne og citronen.
Skyl mungbønnerne i koldt vand. Kom dem derefter i en gryde med rigeligt frisk, letsaltet vand, og kog dem møre, ca. 30 min. – kog uden låg de første 10 min.
Hæld vandet fra, og vend mungbønnerne med lidt salt. Tag halvdelen af bønnerne fra, lad dem køle lidt af, og opbevar dem i køleskabet til dag 2.
Skær imens broccoliblomsten i mindre buketter. Skræl stokken, og skær den i tern. Pil hvidløgsfeddet, og hak det fint. Skær tomaten i tern. Skær citronen i både, og læg dem på en lille tallerken.
Krydr torsketernene med salt og peber.
Varm ½ spsk. olie op i en sautérgryde eller en anden bredbundet gryde, og sautér broccolien i 2 min.
Tilsæt bombay-krydderi, tomattern, hvidløg og kokosmælk til broccolien, og kog op. Drys tern af torsk ovenpå grøntsagerne og saucen, læg låg på gryden, og lad det hele dampe i 2 min.
Fordel mungbønnerne i bunden af en stor skål (husk at gemme halvdelen på køl til i morgen), og anret grøntsager og fisk i bombay-kokossauce ovenpå. Dryp citronsaft over retten ved bordet, og nyd.