Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Tortillas med kylling og tomatsauce, grøn salat og agurkestave

Tortillas med kylling og tomatsauce, grøn salat og agurkestave

Opskrift

2 personer

Ingredienser

  • 1 pakke kyllingeoverlår sous vide
  • 2 fed hvidløg
  • 1 agurk
  • 1 salathoved
  • 1 bæger tern af rødder (gulerod/pastinak/selleri/rosmarin)
  • 1 brev buena vista-krydderiblanding
  • 1 flaske mosede tomater
  • 1 pakke tortillas
  • 1 lime

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • salt
  • peber

Sådan gør du

Køkkennoter: I dag får du kyllingeoverlår, som er tilberedt sous vide. Sous vide er en måde at tilberede kød, grøntsager eller fisk vakuumpakket. Kyllingeoverlår er det mest smagfulde kødstykke på kyllingen, og det er meget velegnet til at tilberede sous vide. Alt du skal gøre er at stege det stille og roligt på panden, så det får stegeskorpe og bliver varmet godt igennem.

Inden du går igang: Find 1 pande samt alle ingredienserne til dagens opskrift frem, og skyl grøntsagerne.

Kylling
1. Varm lidt olie op på panden. Pak kyllingeoverlårene ud af posen, dup dem let tørre, og steg dem ved middel varme, ca. 5 min. på begge sider. Hvis der er lidt sauce i posen, så gem det, og kom det i tomatsaucen.

2. Pil imens hvidløg, og hak det fint. Skær agurken i stave, og læg dem på en tallerken. Skyl og tør salaten, og bryd den i mindre stykker.

3. Tag den stegte kylling af panden, og læg den på et skærebræt.

Tomatsauce
4. Kom bægeret med rødder i tern på panden, og sautér i 2-3 min. Tilsæt ½-1 tsk. buena vista-krydderi, hvidløg, mosede tomater og evt. kyllingesauce fra posen. Kog saucen op, og lad den simre til servering. Smag til med salt, peber og evt. mere buena vista-krydderi.

5. Skær kyllingekødet fra benene, og pluk kødet i mindre stykker med 2 gafler.

Tortillas
6. Varm tortillaerne i en stak i mikrobølgeovnen ½-1 min. eller én ad gangen på en varm pande, ½ min. per side. Hold dem lune i et rent viskestykke.

7. Pres limefrugten i en skål, og rør saften med 2 spsk. olie i en salatskål. Vend salaten i dressingen, og smag til med salt og peber.

Servering
Stil det hele på bordet. Kom tomatsauce og kylling i hver tortilla, og rul sammen. Nyd salat ved siden af, eller rul også lidt af den med i tortillaerne. Spis agurkestave til.



-