Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Vege-burger med tomat, salat og ketchup

Vege-burger med tomat, salat og ketchup

Opskrift

3 personer

Ingredienser

  • 1 pose kartofler (i halve)
  • 1 rødløg (i tynde skiver)
  • 1 icebergsalat (snittet)
  • Alle tomaterne på gren (i skiver)
  • 2 pakker tomat-basilikum-burgere
  • 3 burgerboller
  • 1 glas ketchup

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • salt
  • mayonnaise

Sådan gør du

Køkkennoter: Vores vegetarburgere er skønne og lavet med masser af smag, så du forhåbentligt ikke savner kød. Krydr bøfferne med salt, når de er stegt, og nyd dem straks i din burger.

Sæt gerne kartoflerne i ovnen, så snart de er klar. Det er okay, hvis ovnen ikke er helt varmet op – de skal nok blive møre og gyldne alligevel, og du får udnyttet al varmen og sparer lidt tid.

1. Tænd ovnen på 220 °C.

2. Skyl kartoflerne, og halvér dem. Dup dem evt. tørre i et viskestykke eller med lidt papir.

3. Vend kartoflerne med olivenolie og salt, kom dem i et ovnfast fad, og bag dem i ovnen i ca. 30 min., eller til de er gyldne og møre.

4. Skyl og klargør imens grøntsagerne som angivet i ingredienslisten. Anret rødløg, salat og tomater på et fad til servering.

5. Varm en pande op, tilsæt lidt olie, og steg vege-bøfferne ved middel varme i 3-4 min., eller til de er gyldne og gennemvarme. Krydr med salt.

6. Lun bollerne i den varme ovn i 2-3 min.

Servering
Sæt hele herligheden på bordet. Flæk bollerne, smør dem med lidt ketchup (og evt. mayonnaise, hvis du har), og fyld dem med salat, vegebøffer, rødløg og tomat. Sérver ovnbagte kartofler til med den resterende ketchup til at dyppe i.

-