Vege-frikadeller med ovnfritter, spidskålssalat og grønne bønner med avocado
Ingredienser
- 4 bagekartofler
- 1 pakke vege-frikadeller
- 1 bundt flade bønner
- ¼-1 rødløg
- 1 avocado
- 1 spidskål
- ½ bundt kruspersille
- 1 bæger yoghurt naturel 0,5 %
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Eddike (fx vin- eller æbleeddike)
Tænd ovnen på 200 °C varmluft, og sæt vand over til bønner. Skyl alt grønt, og skrub kartofler med en grøntsagsbørste.
Skær kartofler i tynde både, og vend dem med olivenolie og salt på en bageplade med bagepapir. Bag dem sprøde og møre i ovnen i 25-30 min.
Læg vege-frikadeller i et lille ovnfast fad (eller læg dem direkte på bagepladen), og varm dem i ovnen i 10 min.
Skær stilken af bønner. Kom dem i en bredbundet gryde med kogende, letsaltet vand, og kog dem i ca. 4 min. Hæld vandet fra, og læg bønnerne på et fad.
Pil og hak rødløg fint. Skræl og udsten avocado, og skær avocadokødet i små tern. Vend rødløg og avocado med lidt olivenolie og lidt eddike i en lille skål, og krydr med salt og peber. Dryp blandingen over bønnerne.
Snit spidskål fint, og hak persille. Vend spidskål med yoghurt og persille, og smag til med salt og peber.
Servér vege-frikadeller med ovnfritter, cremet spidskålssalat og grønne bønner med avocado.