Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Wraps med hakket kalv, avocado og sprød kål

Wraps med hakket kalv, avocado og sprød kål

Opskrift

2 personer

Ingredienser

  • ½-1 sommerhvidkål (fintsnittet)
  • 1 rød peberfrugt (i tern)
  • 1 avocado (i tern)
  • ½-1 chili (i tynde skiver)
  • 1 bakke cherrytomater (i kvarte)
  • 1 pakke hakket kalvekød
  • ½-1 brev buena vista-krydderiblanding
  • 4-6 tortillas
  • 1 bæger yoghurt
  • 1 lime (i både)

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • salt
  • sukker (fx rørsukker)
  • chilisauce

Sådan gør du

Køkkennoter: Buena vista er en skøn krydderiblanding, som er inspireret af tex mex-køkkenet. Den består bl.a. af spidskommen og oregano – krydderier, som vi ellers forbinder med Mellemøsten og Italien. Blandingen giver en fantastisk smag af fremmede himmelstrøg og passer rigtig godt til både kylling, svine- og oksekød. Start med at krydre med ½ brev, og smag til med resten, hvis du ønsker en mere krydret smag.

Vores tortillas har ikke brug for særligt meget varme. Jeg foretrækker at varme dem en ad gangen på en tør, varm pande, og holde dem lune i et rent viskestykke, eller smække hele stakken i mikroovnen i ½-1 minut.

1. Skyl og klargør grøntsagerne og limen som angivet i ingredienslisten. Kom kål, peberfrugt, avocado, chili og halvdelen af tomaterne på et fad.

2. Varm lidt olie op på en pande, og brun kødet i 3-4 minutter. Tilsæt buena vista-krydderiet og den anden halvdel af tomaterne. Steg i yderligere 2-3 minutter, og krydr med salt og gerne et nip sukker.

3. Lun tortillaerne i mikroovnen eller på en tør, varm pande.

Servering
Fyld de lune tortillas med kød, grønt og yoghurt. Giv limebåde til – og gerne en hotsauce, hvis du har.

-