Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Wraps med krydret oksekød, syltede løg, tomat og creme fraiche

Wraps med krydret oksekød, syltede løg, tomat og creme fraiche

Opskrift

5 personer

Ingredienser

  • 2 bakker cherry-blommetomater (i halve eller kvarte)
  • 1 lime (i både)
  • 1 stilk friske korianderfrø (plukket og knust let)
  • 3 rødløg (i både)
  • 2 squash (revet)
  • 1 løg (hakket fint)
  • 1 pakke hakket oksekød
  • ½-1 brev buena vista-krydderiblanding
  • 2 pakker tortillas
  • 2 bægre creme fraiche

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • salt
  • peber
  • eddike (fx lagereddike)
  • sukker

Sådan gør du

Køkkennote: Friske korianderfrø er forstadiet til de mere kendte tørrede korianderfrø, og de indsamles i marken, efter at korianderplanterne er afblomstret. De grønne frø kan anvendes stort set alle de steder, hvor man normalt ville bruge de friske koriandeblade, men de skal anvendes nænsomt, da de har en kraftig og syrlig smag af koriander – kraftigere, end man er vant til fra bladene.

1. Skyl og klargør grøntsagerne, korianderfrøene og limefrugten som angivet i ingredienslisten. Anret tomater, limebåde og korianderfrø på et fad eller i små skåle. 

2. Kom 1 dl sukker og 1 dl i eddike i en kasserolle, og kog op, til sukkeret er smeltet. Tilsæt rødløgsbådene, og lad dem simre i lagen i 2-3 min. Sluk for varmen, og lad løgbådene trække i lagen til spisetid.

3. Opvarm en stor pande, og tilsæt olie. Sautér revet squash og hakket løg i 2-3 min., til squashen falder lidt sammen. Kom kødet ved, og steg videre i 7-9 min., til kødet er gennemstegt. Krydr med buena vista-krydderi, salt og peber.

4. Lun imens wrappene en ad gangen på en tør, varm pande, eller smæk hele stakken i mikroovnen i ½-1 min. Hold dem lune i et rent viskestykke.

5. Hæld lagen fra de syltede rødløg.

Servering
Sæt det hele på bordet, og fyld de lune wraps med kød, friske tomater, syltede rødløg, korianderfrø og creme fraiche. Dryp med limesaft, og nyd.

-