Wraps med pulled pork, syltede rødløg, majs og koriander
Ingredienser
- 1 squash
- 1 pakke pulled pork
- 1 brev BBQ-krydderiblanding
- 2 rødløg
- 1 majskolbe
- 1 rød chili
- 1 bundt koriander
- 1 pakke hvedetortillas
- 1 bæger creme fraiche
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sukker
- Eddike (fx lager- eller hvidvinseddike)
- Evt. smør
Sæt vand over til majs, og skyl frugt og grønt.
Riv squashen groft, og sautér den i olivenolie i en varm gryde, ca. 2 min. – den skal ikke tage farve, men falde let sammen.
Kom kødet, samt væden der er ved, i gryden med squash, og varm det godt igennem under låg, 10-15 min.
Træk kødet fra hinanden, fx med to gafler, og smag til med BBQ-krydderi, salt, peber og evt. en smørklat. Lad det evt. simre kort uden låg, hvis der er for meget væde tilbage på kødet.
Kom imens 1 dl sukker og 1 dl eddike i en kasserolle, og kog op, til sukkeret er smeltet. Pil løgene, og skær dem i slanke både. Kom løgbådene i lagen, og lad dem koge med i 1-2 min. Sluk for blusset, og lad løgene trække til spisetid. Afdryp inden brug.
Pil yderbladene af majsen, og damp majsen under låg i 1-2 cm kogende, saltet vand i 2-4 min. Afdryp, og skær kernerne af kolben.
Snit chilien i tynde skiver, og hak korianderen groft.
Varm tortillaerne på en tør pande i ½-1 min. per side, eller giv hele stakken ½-1 min. i mikroovnen. Hold dem lune i et rent viskestykke.
Fyld tortillas med kød, majs, løg, chili, koriander og creme fraiche, og nyd straks.