Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Aurion

Aurion - Vi springer over hvor kornet er højest!
Du kender nok til korn. Der er hvede, byg, rug og havre. Du kender måske også spelt. Hvad med boghvede? Eller Enkorn? Emmer og Amarant? 
Det gør Aurion. De producerer mel, gryn, brød og müsli af intet mindre end 26 forskellige slags korn og har det største kornsortiment i Norden. Hos Aurion forstår de det enkelte korns egenskaber og dets anvendelsesmuligheder. Og hele kornet skal gerne bruges i Aurions produkter, så du får gavn af fuldkornets komplette næringssammensætning.

Butikken, bageriet og møllen
I 1974 startede Butikken Aurion i Hjørring. Inger og Jørn Ussing Larsen byggede butikken på værdier med rødder i Rudolf Steiners idéer om balance mellem naturen og mennesket og solgte de biodynamiske produkter, der ellers var svære at finde. I 1980 udvidede Aurion med bageri og mølle i Guldager lige syd for Hjørring, hvor de stadig holder til. Jørn havde korn som sin store interesse og gik på jagt efter urkornet, de moderne kornsorters forfædre. Et af fundene blev spelten, som kom til i 1992 og sidenhen er samlingen kun vokset.

Aurions motto er ”vi springer over hvor kornet er højest”. Det gælder også for Aurions økologiske og biodynamiske avlere. De er enige i fællesskabet om at gå den ekstra mil for et sundt og bæredygtigt produkt. Aurion og avlerne mødes 2-3 gange om året for at udveksle erfaringer og planlægge afgrøder og høst for næste år. I produkterne anvender de ingen former for hjælpe- og tilsætningsstoffer, enzymer, farvestoffer eller tilsat stivelse – ”ingen krykker”, som de kalder det.

Smag og sundhed går hånd i hånd
Spelt er én af flere gamle kornsorter, som Aurion ønsker at udbrede kendskabet til. Valget af de gamle kornsorter som spelt, enkorn og sorghum skyldes ikke udelukkende kornnørderiet. Der er også fornuft i de gamle kornsorter, da de faktisk har et højere protein- og næringsindhold.
Et eksempel er svedjerug, som er en gammel nordisk kornsort. Den er mere protein- og kostfiberrig end almindelig rug, og så er den også mere aromatisk.
Hvis du selv vil opleve svedjerug, fås den som mel i Aurions mørkegrønne pose eller som færdigbagt svedjerugbrød i vores Dagligvarer.

-