Kaki
– Sød som slik
Kaki er en skøn og nem frugt. Når du har skyllet den, er den lige til at sætte tænderne i. Og det er nemt at blive afhængig af denne supersøde håndfrugt med det milde, nærmest geleagtige frugtkød. Smagen minder om en sød, krydret pære.
I køkkenet
Her er tale om en frugt, som næsten skal være overmoden, når den spises. En umoden kaki er fuld af tanniner, der kan give slem mavepine og ødelægge fordøjelsen. I middelhavslandene spises kaki ofte som dessert. Del frugten i to halve, læg dem på en tallerken og spis med ske – det er det rene guf for slikmunde.
I maven
Kaki-frugter er meget rige på A-vitamin, C-vitamin og mineralet kalium.
På marken
Kaki er en forholdsvis ny frugt herhjemme. Vi henter frugterne hos vores faste avlere i Spanien. Kaki minder i udseende om en stor orange bøftomat. Frugterne vokser på løvfældende træer og stammer oprindelig fra Østasien, hvor der findes mange hundrede forskellige sorter.
Opbevaring
Jo mørkere orange kaki er, jo mere spiseklar er den. Kaki har bedst af at ligge ved stuetemperatur. Her kan en moden kaki holde 2-4 dage. I køleskab kan umodne kakifrugter holder et par uger. Lad altid frugten får rumtemperatur, inden du spiser den.