Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Mibuna

- fra Smagsmarken

Mibuna er den friske søster til mizuna’en. De stammer begge fra Japan, hvor de har været dyrket i mange århundreder. Mibuna ligner til forveksling rucola med sine aflange mørke, kålgrønne blade, der dog ikke er lige så takkede som rucola’ens. Mibuna’en vokser som et flot høj rosette med mange tynde stilke. Den har en mild smag af sennep samtidig med, at den er saftig og sprød.

I køkkenet

Mibuna’en har det bedst i selskab med andet bladgrønt. Derfor vil en topping med mibuna og andet asiatisk bladgrønt eller almindelig spinat være helt ideel. Den har brug for et skub bagi, som enten kunne være en let varmetilberedning, fx stirfry, eller en god kraftig dressing.

I marken

Mibuna’en trives godt i vores danske klima og kan godt klare lidt frost i ydersæsonen. Det er bedst at så mibuna i sensommeren, så man kan høste henover efteråret. Sår man i foråret, hvor det stadig er koldt, går væksten langsomt og bladene kan blive mere grove og seje. Husk at give mibuna’en en del vand – det er den taknemmelig for og kvitterer med hurtig vækst; der går ca. tre til fire uger fra såning til man kan begynde at høste. 

Mibuna dyrker vi i Smagsmarken, som er Aarstidernes gastronomiske og agronomiske legeplads. Her afprøver vi nye (og gamle) afgrøder til fremtidige smagsoplevelser og måltider. Vi eksperimenterer, afprøver, smager, dufter og sanser os frem i en magisk verden af planter.

Læs mere om Smagsmarken.

Opbevaring

Holder sig bedst i en lufttæt beholder i køleskabets grøntsagsskuffe i 3-5 dage.

I sæson

janfebmaraprmajjunjulaugsepoktnovdec
Mibuna
-