Aarstiderne og Økologisk Landsforening har indgået et nyt partnerskab med en fælles ambition: at styrke økologien i Danmark både på tallerkenerne og politisk.
”Økologisk Landsforening og Aarstiderne er et stærkt match. Siden 1999 har vi i Aarstiderne arbejdet med 100 % økologiske råvarer, og økologien ligger dybt i vores DNA. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu samler kræfterne med Økologisk Landsforening i et partnerskab, der skal styrke økologien i Danmark,” siger Dorte, CEO i Aarstiderne.
Partnerskabet bygger på en fælles forståelse af, at økologien skal styrkes hele vejen rundt i madsystemet. Hvor Økologisk Landsforening arbejder for bedre rammevilkår og politisk opbakning, arbejder Aarstiderne hver dag for at gøre det nemt for flere danskere at vælge økologien til gennem gode måltider og råvarer fulde af smag. Sammen kan vi løfte både efterspørgslen, produktionen og fællesskabet omkring økologien.
Hos Økologisk Landsforening er begejstringen gensidig. ”Vi er vildt begejstret for, at to økologiske pionérer, Aarstiderne og Økologisk Landsforening, har fundet hinanden i det her samarbejde! Vi deler værdier og en fælles mission om at forandre vores madsystem med fokus på rene kvalitetsfødevarer, god dyrevelfærd og rent drikkevand. Vi er stolte af nu at kunne tilbyde alle Aarstidernes kunder et særligt tilbud på medlemskab, så de kan følge økologiske madvalg op af en politisk stemme, som styrkes, jo flere vi er. Gennem daglige madvalg og visionær politik baner vi sammen vejen for meget mere og bedre økologi!” siger Rasmus, direktør i Økologisk Landsforening.
Netop koblingen mellem daglige madvalg og politisk handling er kernen i partnerskabet. Når forbrugere vælger økologiske måltider i hverdagen, skaber det efterspørgsel og stabil afsætning for danske økologiske avlere. Og når Økologisk Landsforening arbejder for stærkere rammevilkår, understøtter det udviklingen og udbredelsen af økologien i hele Danmark.
Som en del af partnerskabet giver vi medlemsfordele begge veje.
