Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Grønholtgaard

Krydderurter fra Glænø
Kør ud i hjørnet af Sjælland, udover dæmningen til Glænø, ud til den sidste ejendom for enden af vejen. Gå ud på de skrånende marker med fuldt udsyn over stranden og Smålandsfarvandet. Vi er sydøst for Skælskør og her ligger et henrivende økologisk landbrug med marker bugnende af duftende krydderurter- Det er Carsten og Neel, der driver gården på 70 hektar, hvoraf de 10 er grøntsager. Krydderurterne er i sig selv med dufte og farver noget af det mest forførende indenfor grøntsagsverdenen, men på Grønholtgaard er det hele mere nænsomt, harmonisk, afbalanceret og gennemført. Det er måden de gør det på. Det hele er håndholdt ved på plantning og høst. Nogle enkelte gamle maskiner hjælper med jordbehandling og lugning.

Det er noget med måden, de går på. Carsten går det meste af sæsonen med bare tæer i marken, for så har han bedre med kontakt med jorden og planterne. ”Jeg snakker med planterne dagen lang, og mediterer i naturen for at tiltrække den indre energi på stedet” siger Neel. De sover udenfor og bader i havet. Man skulle tro, det var en ferieberetning. Men det er sand og ægte erhvervsvirkelighed. Hver dag knokles der sammen med 2-4 ansatte i sæsonen med at behandle jorden, lave kompost, plante og så, så der sommeren igennem kommer velduftende krydderurter i Aarstidernes kasser. Neel siger det på den måde, at ”vi ofrer nok en del af de ting, mange andre har, men så får vi så meget igen fra dyrkningen, jorden og naturen. Det skal også gerne kunne mærkes, når man lægger vores krydderurter frem på køkkenbordet”.

Med nogle hundrede meters mellemrum brydes krydderurterne af en blomsterstribe eller en stribe af rug, der giver læ, plads til insektlivet og falder i med de strandnære omgivelser. Gødningen kommer fra kvæget og kompost, og der gødes langt under det tilladte for et økologisk landbrug. De siger, det giver planterne en langsommere vækst og friskere og kraftigere smag.

Jorden behandles nænsomt

Carsten købte gården i 1996 og dyrkede korn og en masse forskellige grøntsager. I 2016 kom Neel til. Siden da er fokus mest på krydderurter, hvor en stor del efterhånden er de flerårige såsom purløg, timian, løvstikke, fransk estragon, oregano, salvie, citronmelisse, lavendel og mynte. Enkelte enårige er der også i form af dild, koriander, persille, basilikum, citronverbena og vietnamesisk koriander. Udover krydderurterne bliver der også plads til lidt knoldselleri og hokkaido.
I dyrkningen har de fokus på, at behandle jorden nænsomt med små maskiner og kun bruge ploven, når det er absolut nødvendigt. De flerårige krydderurter, der vinder frem samt kløvergræsmarker, der kommer ind mellem grøntsagerne gør, at der kan gå nogle år mellem at der pløjes.
Når man kører hjem fra et besøg hos Carsten og Neel er man altid lidt nærmere jorden og sig selv.
-