Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Rønnely

På kanten af Lammefjorden dyrker Morten på 3. generation økologiske grøntsager
På Rønnely, der ligger på kanten af Lammefjorden, dyrker Morten på 3. generation især økologiske rodfrugter. Lammefjordens inddæmmede område er tidligere havbund. Den gode dyndjord med masser af organisk materiale fra døde dyr og planter i havet samt kalken fra masser af skaldyr, der er faldet til bunds, giver ekstra gode betingelser for at dyrke rodfrugter. Så på Rønnely er der masser af rødbeder, bolsjebeder, pastinak, knoldselleri, persillerødder og gulerødder, der nyder godt af havet som forhistorie. På de lidt højereliggende jorder dyrkes der masser af kål i varierende farver.

Mortens bedstefar var en af pionererne, da han startede den økologiske dyrkning på Rønnely helt tilbage i 1972, før der var en officiel mærkning af økologien. På gården er der pakkeri, så varerne kan sorteres efter størrelse. Morten er en passioneret grøntsagsavler, men kan ikke nå det hele selv. Derfor er der 7 fastansatte medarbejdere på gården. Om sommeren er der brug for mange flere, især når der skal luges.
 
Farmdroid, som er en soldreven så- og luerobot, er ved at blive kørt ind som en fast makker i grøntsagsrækkerne på Rønnely. Fordi den selv sår med GPS, ved den præcis hvor hver enkelt plante står, så den senere kan køre helt tæt på planterne og luge ukrudtet på, i og mellem rækkerne. Fagre nye verden banker på, og den økologiske grøntsagsdyrkning tager et kæmpeskridt fremad, når vi bedre kan styre indsatsen mod ukrudtet – Godt for det. Og specielt på Lammefjordens frodige jord, hvor der er masser af ukrudtsfrø.
-