Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Flankesteak med rødbede-quinoasalat, granatæble, karse og solsikkekerner

Flankesteak med rødbede-quinoasalat, granatæble, karse og solsikkekerner

Opskrift

3 personer

Ingredienser

  • Alle rødbederne (skuret)
  • 1 pose quinoa
  • 1 pakke flankesteak
  • 1 pose solsikkekerner
  • 2 hjertesalater (snittet fint)
  • 1 granatæble (kerner og saft – se køkkennote)
  • 1 bakke karse (klippet)

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • salt
  • peber

Sådan gør du

Køkkennoter: Granatæblekerner er smagfulde og smukke. Kernerne kan variere i smag og udseende fra helt rubinrøde til lysere røde. De lyse er som oftest sødest, og de mørkerøde lidt mere syrlig-søde. 

Der er mange metoder til at få kernerne ud, men jeg foreslår, at du blot halverer granatæblet og presser saft og kerner ned i en skål. Og masserer du granatæblet godt, inden du halverer det, så er det meget nemmere at presse saft og kerner ud. 

Har du ikke en grillpande, kan du sagtens stege kødet på en almindelig stegepande.  


1. Sæt vand over til rødbeder og quinoa, fx i en elkedel. 

2. Skur rødbederne, skær dem i mindre stykker, og kom dem i en gryde med kogende vand. Kog rødbederne i ca. 30 min., til de er møre.

3. Skyl quinoaen grundigt. Kom den i en gryde, overhæld med 3 dl kogende vand, og tilsæt salt. Kog quinoaen under låg i 10 min., og lad den trække under låg i 5 min.

4. Skyl og klargør imens hjertesalaterne, granatæblet og karsen som angivet i ingredienslisten.

5. Pensl kødet med 3 tsk. olivenolie, og krydr med salt og peber. 

6. Varm en grillpande godt op, og grill kødet i ca. 3 min. på hver side. Tag kødet af varmen, og lad det hvile tildækket i ca. 5 min. 

7. Rist imens solsikkekernerne gyldne på en tør pande.

8. Gnub skindet af rødbederne, og skær dem i mundrette stykker.  

9. Vend quinoaen med rødbederne og hjertesalaten, og top med granatæble, solsikkekerner og karse.

Servering
Anret rødbede-quinoasalat med granatæble og flankesteak på tallerkener, og nyd!

-