Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Italiensk-inspireret burger med rød basilikum, aubergine og ovnkartofler

Italiensk-inspireret burger med rød basilikum, aubergine og ovnkartofler

Opskrift

2 personer

Ingredienser

  • 1 bakke nye danske kartofler (i halve)
  • 1 hjertesalat (delt i blade)
  • 1 othello-bøftomat (i skiver)
  • 1 bundt rød basilikum (plukket)
  • 1 graffiti-aubergine (i skiver a 1 cm)
  • 1 pakke vege-bøffer
  • 1 pakke burgerboller med sesam
  • ½ bundt salvie (plukket og snittet fint)

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • salt
  • ketchup

Sådan gør du

Køkkennoter: Auberginen, som du har fået med i kassen, er en såkaldt graffiti-aubergine. Den har fået sit navn pga. sit særlige, stribede ydre. 

I opskriften skriver jeg, at du skal stege vege-bøfferne på panden, men hvis du synes, det er nemmere, kan du også sagtens komme dem i ovnen – der skal de have ca. 10 min.

1. Tænd ovnen på 225 °C.

2. Skyl eller skur kartoflerne, skær dem i halve, og kom dem på en bageplade med bagepapir. Vend kartoflerne med olivenolie og salt, og steg dem i ovnen, til de er gyldne og møre, 35-40 min. Vend dem gerne en gang undervejs.

3. Skyl og klargør imens resten af grøntsagerne og krydderurterne som angivet i ingredienslisten. Anret salat, tomat og basilikum på et fad til servering.

4. Varm en stor pande op, og kom godt med olie på. Drys aubergineskiverne med salt, og steg dem, til de er gyldne og bløde, ca. 5 min. på hver side. Kom aubergineskiverne på en tallerken, og tør panden af.

5. Varm panden op igen, kom olie på, og steg vege-bøfferne i 3-4 min. på hver side (eller kom dem i ovnen – se køkkennote).

6. Kom burgerbollerne i ovnen, når der er ca. 5 min. tilbage af kartoflernes stegetid, og varm bollerne med.

7. Vend de ovnstegte kartofler med salvien.

Servering
Flæk burgerbollerne, og fyld dem med salatblade, tomatskiver, vege-bøffer, aubergine og frisk basilikum. Servér de varme ovnkartofler til, evt. med ketchup, hvis du har.

-