Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Svinekød i æble-flødesauce med squash, ris og broccolisalat

Svinekød i æble-flødesauce med squash, ris og broccolisalat

Opskrift

3 personer

Ingredienser

  • 2 poser hvide jasminris
  • 1 pakke svin med æble og timian
  • 1 løg (hakket)
  • 1 broccoli (i små buketter, stokken skrællet og i tern)
  • 1 bæger fløde
  • 1 squash (i tern)
  • 1 æble (i små tern)
  • 1 pose brøndkarse (plukket groft)

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • salt
  • peber
  • eddike (fx æbleeddike)
  • mel

Sådan gør du

Køkkennote: I dag er der sous vide-tilberedt svinekød på menuen. Sous vide er en måde at tilberede mad på. Helt konkret består metoden i, at et vakuumpakket stykke kød tilberedes i vandbad ved lav temperatur og over lang tid. Denne tilberedningsmetode sikrer en ensartet tilberedning, og desuden efterlader kødet en smagfuld fond, der skal bruges til saucen.

1. Sæt vand over til ris og broccoli, fx i en elkedel.

2. Skyl og klargør grøntsagerne og æblet som angivet i ingredienslisten.

3. Skyl risene i koldt vand, og sæt dem over i 8 dl kogende vand uden salt. Kog dem under låg ved svag varme i ca. 12 min. Lad risene hvile i 5-10 min., og smag til med salt inden servering.

4. Skær imens svinekødet i tern a ca. 1 x 1 cm, og gem væden, det ligger i.

5. Opvarm en gryde, kom lidt olie i, og steg løget mørt, 1-2 min. Drys 1 spsk. mel over løget, og vend rundt. Tilsæt kødet, væden fra kødet og 2½-3 dl vand, og lad det simre under låg i ca. 10 min.

6. Kom imens broccolien i en anden gryde med en smule kogende, saltet vand i bunden, og damp broccolien i 2-3 min., til den er mør, men stadig har bid. Hæld vandet fra, og afkøl broccolien.

7. Tilsæt fløde og squash til gryden med svinekød, kog op igen, og lad det simre i 3-4 min. Smag til med salt og peber.

8. Kom den dampede broccoli i en skål eller på et fad, og vend den med æbletern og brøndkarse samt lidt olivenolie, eddike, salt og peber.

Servering
Server ris toppet med svinekød og squash i æble-flødesauce, og spis broccolisalat til.

-