Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Fra Børnefamilie 20 min.: Koteletter i fad med cremet tomatsauce, ris og salat

Fra Børnefamilie 20 min.: Koteletter i fad med cremet tomatsauce, ris og salat

Opskrift

3 personer

Ingredienser

  • 1 pose hvide jasminris
  • 1 pakke koteletter
  • ½-1 squash (revet)
  • 1 løg (hakket fint)
  • 1 fed hvidløg (hakket fint)
  • ½ bundt vild timian
  • 1 glas tomater med grøntsager
  • 1 bæger fløde
  • ½-1 salat (plukket groft)
  • 1 bakke cherry-blommetomater (i halve)

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • salt
  • sort peber
  • eddike (fx hvidvinseddike)
  • sukker

Sådan gør du

Køkkennoter: Det kan være lidt forskel på, hvor meget squash man synes, man kan snige i sin tomatsauce. Kom evt. blot lidt revet squash i saucen, og skær ultratynde skiver af resten – vend dem med en smule citron eller eddike, og top dem på salaten til dem, som har lyst.

Har du ikke en pande, der kan tåle at komme i ovnen, kan du komme koteletter og tomatsauce i et ovnfast fad.

1. Tænd ovnen på 220 °C varmluft, og sæt vand over til ris.

2. Skyl risene i koldt vand, og sæt dem derefter over i 6 dl letsaltet, kogende vand. Kog dem under låg ved svag varme i ca. 12 min. Lad risene hvile i 5-10 min. 

3. Skyl og klargør squash, løg, hvidløg og timian som angivet i ingredienslisten.

4. Steg koteletterne i lidt olivenolie på en stor, ovnfast pande, 2-3 min. på hver side. Krydr dem med salt og peber, og tag dem af panden.

5. Steg squash, løg og hvidløg samt timiankviste på panden med lidt olivenolie, til løgene er klare, men ikke har taget farve, 1-2 min.

6. Hæld tomatsaucen og fløden på panden med grønt, og kog op. Fisk timiankvistene op, kom pandens indhold i en kop eller et bæger, og blend med en stavblender – eller blend saucen i panden, hvis du kan. Smag til med salt, peber og evt. et nip sukker.

7. Kom koteletterne tilbage på panden, dæk med sauce, og sæt panden i den varme ovn. Lad koteletterne gratinere i 4-6 min. (gerne med grilleffekt).

8. Skyl og klargør imens salat og cherrytomater som angivet i ingredienslisten. 

9. Anret salaten på et fad, top med halve cherrytomater, dryp med lidt olivenolie og eddike, og krydr med salt og peber.

Servering
Server koteletetter i fad, og giv kogte ris og salat til.

-