Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Rispapirsruller med lomo, sprøde grøntsager, peanutdip og ris

Rispapirsruller med lomo, sprøde grøntsager, peanutdip og ris

Opskrift

3 personer

Ingredienser

  • 2 poser hvide jasminris
  • Halvdelen af gulerødderne (i meget tynde stave)
  • 1 agurk (i meget tynde stave)
  • ½ sommerhvidkål (snittet fint)
  • 1 bæger raita-mix (bladselleri, agurk og mynte)
  • 2 breve peanutbutter
  • 1 lime (halveret)
  • 2 fed hvidløg (presset)
  • 1 brev tamari
  • 1 pose edamame-bønner
  • 1 pakke fersk lomo
  • 2 pakker rispapir
  • 1 brev sød chilisauce

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • salt
  • peber

Sådan gør du

Køkkennoter: Lomo er spansk svinekam med stor kødsmag. Det er fedtfattigt og kræver kun ganske lidt tilberedning, hvilket gør det velegnet til at komme en hurtig tur på panden, inden det skal i rispapirsrullerne sammen med de sprøde grøntsager. 

Du får desuden i dag både ris og edamamebønner til dine rispapirsruller. Bønnerne spiser man ved at trække bønnerne ud af de bløde bælge med tænderne – men selve bælgen er ikke til at spise.

Rispapirsrullerne laver du nemt sådan her: Fyld et fad (fx et tærtefad) med lunkent vand – brug gerne 1 del kogende vand til 3 dele koldt vandDyp 1 stykke rispapir ad gangen i vandet i 4-5 sek., til det er helt vådt, men stadig lidt stift. Dryp det let af på et viskestykke, og læg det på din tallerken. Læg lidt af fyldet i en stribe på midten – nu skulle papiret gerne være så gennemvædet, at det kan rulles. Fold siderne ind over fyldet, og rul så sammen. Nyd at spise dem med fingrene med dejlig peanutdip og evt. sød chilisauce til.

Inden du går i gang: Sæt vand over til ris, edamamebønner og rispapir, og find en pande, en gryde samt alle ingredienserne til dagens opskrift frem.

1. Skyl risene i koldt vand, og sæt dem derefter over i 6 dl letsaltet, kogende vand. Kog dem under låg ved svag varme i ca. 12 min. Lad risene hvile i 5-10 min.

2. Skyl og klargør imens grøntsagerne og limefrugten som angivet i ingredienslisten. Læg grøntsagsstave og snittet hvidkål på et fad, og kom raitamixen i en lille skål. 

3. Rør peanutbutter med limesaft, hvidløg og tamari i en lille skål, og spæd til med lidt koldt vand, til dippen er let flydende.

4. Kom edamamebønnerne i en gryde med letsaltet, kogende vand, og kog dem i 2-3 min. Afdryp, og kom bønnerne i en skål. 

5. Skær kødet i tynde strimler. Varm en pande godt op, tilsæt lidt olie, og steg kødet ved høj varme, ca. 2 min. i alt. Krydr med salt og peber, og læg det på en tallerken.

6. Fyld et fad med lunkent vand til rispapiret (se køkkennote).

Servering
Sæt hele herligheden på bordet. Blødgør rispapiret (se køkkennote), fyld det med grøntsager, kød og raitamix efter smag, og fold rullerne sammen. Dyp rullerne i peanutdip og evt. sød chilisauce til dem, der har lyst. Nyd edamamebønner og ris til.

-