Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Friske forårsruller med avocado, radiser, peanutsauce og rissalat

Friske forårsruller med avocado, radiser, peanutsauce og rissalat

Opskrift

2 personer

Ingredienser

  • 1 pose brune jasminris
  • Resten af gulerødderne (i tynde stave, fx på et mandolinjern)
  • 1 hjertesalat (snittet fint)
  • 1 bundt radiser (i kvarte – se køkkennote)
  • 1 avocado (i skiver)
  • 1 broccoli (i buketter, stokken skrællet og revet groft)
  • 1 pose jordnødder
  • 1 brev peanutbutter
  • 1 brev tamari
  • 1 citron (halveret)
  • 1 pakke rispapir

Tjek at du selv har

  • olie (fx sesam- eller olivenolie)
  • salt
  • sukker
  • eddike (fx risvineddike eller æbleeddike)

Sådan gør du

Køkkennoter: I dag skal du lave en let og hurtig ret – friske vietnamesiske forårsruller. Det er heldigvis ganske nemt!

Fyld et fad eller en skål (jeg plejer at bruge et tærtefad) med lunkent vand – du kan fx blande 4 dl koldt vand med 2 dl kogende vand fra en elkedel. Dyp 1 stykke rispapir ad gangen i vandet i 5-10 sek., til det lige er vådt men stadig ret stift. Læg det på din tallerken, og kom lidt af fyldet i en stribe på midten. Nu skulle papiret gerne være blevet helt blødt. Fold siderne ind over fyldet, og rul sammen. Nyd at spise dem med fingrene!

Radisetoppe er dejlige og kan sauteres lidt ligesom spinat. De passer dog ikke så godt til dagens ret, men er skønne til næste dags taco-bowl, så gem dem evt. til det.

HUSK
Til i morgen: Hæld iblødsætningsvandet fra kidneybønnerne, kom dem i en gryde med rigeligt frisk vand, og kog dem møre, 30-45 min. Tilsæt salt, og lad dem trække i 5 min. Opbevar bønnerne i kogevandet på køl til dag 3.

1. Sæt vand over til ris og broccoli, gerne i en elkedel.

2. Skyl risene i koldt vand, og sæt dem over i 4 dl kogende vand uden salt. Kog dem under låg ved svag varme i ca. 30 min. Lad risene hvile i 5 min., og smag til med salt.

3. Skyl og klargør imens grøntsager og citron som angivet i ingredienslisten. Anret gulerødder, hjertesalat, radiser, avocado og revet broccolistok på et fad eller i skåle til servering.

4. Rist jordnødderne gyldne i en kasserolle, og hak dem groft.

5. Hæld lidt kogende vand i kasserollen, tilsæt salt, og damp broccolibuketterne sprødmøre under låg, 4-5 min.

6. Rør imens en dressing af peanutbutter, tamari, 2-3 spsk. olie, saften af 1 citron, 1 spsk. sukker og 4-5 spsk. vand. Justér konsistensen med vand efter behov – dressingen skal være tyndtflydende som en dip.

7. Vend de kogte ris med lidt af radiserne, gulerødderne og broccolistokken, og smag til med lidt salt og 1-2 tsk. eddike.

Servering
Sæt rispapir, et fad lunkent vand (se køkkennote), hakkede jordnødder, grøntsager og peanutdressing på bordet. Fyld rispapiret med grønt, nødder og dressing, og rul sammen. Servér rissalaten til, eller brug den som ekstra fyld til rullerne.

-