Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Pizza med kødsauce, frisk mozzarella og salat

Pizza med kødsauce, frisk mozzarella og salat

Opskrift

1 personer

Ingredienser

  • 1 pizzadej
  • 1 bæger skåret grønt (gulerod, selleri og squash)
  • 1 pakke hakket oksekød
  • ½-1 fed hvidløg (presset)
  • ½ flaske tomater med grøntsager
  • 1 mozzarella
  • 1 bakke tomater (i skiver)
  • 1 hjertesalat (skåret groft)

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • salt
  • peber
  • eddike (fx balsamico eller æbleeddike)
  • mel (fx hvedemel)
  • tørret oregano

Sådan gør du

Køkkennoter: Tag meget gerne pizzadejen ud af køleskabet allerede 20 min. før, den skal rulles ud. Det gør dejen lettere og mere fleksibel at arbejde med.

Hvis du har en bagesten, vil det være rigtig godt at bruge den til at bage pizzaen. Sørg for, at stenen er godt varm inden bagning, og brug evt. en bageplade til at liste bagepapir og pizza over på stenen. Alternativt kan du lade en bageplade varme godt op nederst i ovnen og bage på den.

Når du skal rive mozzarella på et rivejern, som du skal i dag, stil da rivejernet på en stor tallerken, og riv osten – også selvom den umiddelbart virker for blød til at rive. Lad den revne mozzarella stå og trække på tallerkenen, så lidt af vandet løber fra. Det kan du hælde fra, så det ikke gør pizzaen våd. 


1. Tag pizzadejen ud af køleskabet, og tænd ovnen på 250 °C. 

2. Varm en gryde op, tilsæt olie, og svits skåret gulerod, selleri og squash i 3-4 min., uden at det tager farve. 

3. Kom kødet i gryden, og lad det brune i 3-4 min.

4. Pil og pres hvidløgsfeddet i gryden. Kom tomater med grøntsager ved, og krydr med salt, peber og tørret oregano, hvis du har. Lad saucen simre i 10 min.

5. Skyl og klargør imens resten af grøntsagerne som angivet i ingredienslisten. 

6. Afdryp mozzarellaen, og riv den (se køkkennote).

7. Rul pizzadejen ud på et stykke bagepapir, som er drysset med lidt mel.

8. Bred kødsaucen ud på pizzabunden, læg tomatskiverne ovenpå, og drys med mozzarella.

9. Bag pizzaen i den varme ovn i 8-10 min., til osten er smeltet, og bunden er sprød (se køkkennote). 

10. Rør imens 1-2 spsk. olie med 1-2 spsk. eddike i en salatskål. Vend salaten med dressingen lige inden spisetid, og smag til med salt og peber. 

Servering
Nyd pizzaen med kødsauce rygende varm, og spis salaten til.

-