Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Misoglaseret aubergine med quinoasalat

Misoglaseret aubergine med quinoasalat

Opskrift

4 personer

Ingredienser

  • 2 poser quinoa
  • 2 auberginer (flækket og ridset i rudemønster)
  • 2 poser sesam
  • 2 poser edamamebønner
  • 2 breve hvid miso
  • ½-1 grøn chili (hakket fint)
  • Alle gulerødderne (i tynde skiver på skrå)
  • 1 bundt mynte (plukket og snittet groft)

Tjek at du selv har

  • olie (fx sesam- eller olivenolie)
  • havsalt
  • eddike (fx risvineddike eller æbleeddike)
  • soja

Sådan gør du

Køkkennote: Miso er en smagsbombe, der fremstilles af sojabønner, som fermenteres med en helt bestemt bakteriekultur, der hedder koji. Miso stammer fra Japan, hvor den – i forskellige udgaver – er blevet produceret i årtusinder. Som mange andre fermenterede produkter indeholder miso mælkesyre, der helt naturligt får munden til at løbe i vand.

1. Tænd ovnen på 200 °C, og sæt vand over til quinoa og edamamebønner, fx i en elkedel.

2. Skyl auberginerne, og flæk dem på langs. Rids skærefladerne i et rudemønster, pensl med olie, og krydr med salt. Bag auberginen gylden og mør i ovnen, 15-20 min.

3. Skyl quinoaen grundigt. Kom den i en gryde, overhæld med 6 dl kogende vand, og tilsæt salt. Kog quinoaen under låg i 10 min., og lad den trække under låg i 5 min. 

4. Skyl og klargør imens gulerødderne, chilien og mynten som angivet i ingredienslisten.

5. Rist sesamfrøene på en tør pande, til de er gyldne og popper.

6. Kom edamamebønnerne i en gryde med kogende, saltet vand, og kog dem i 2-3 min. Afdryp.

7. Rør misoen med 2 spsk. soja, 2 tsk. hakket chili og 3-4 spsk. olie.

8. Fordel misomarinaden over auberginen, og bag den i yderligere 5-8 min.

9. Varm en pande op, tilsæt olie, og steg gulerødderne ved høj varme i 2-3 min., til de tager lidt farve og er sprødmøre. Smag til med et par dråber eddike og lidt salt.

10. Vend gulerødderne og edamamebønnerne med den kogte quinoa, og smag til en sidste gang.

Servering
Anret quinoasalaten på tallerkener, og top med mynte og lidt hakket chili. Drys den misoglaserede aubergine med ristet sesam, og servér den til.

-