Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Okonomiyaki med syltede radiser og hoisinsauce

Okonomiyaki med syltede radiser og hoisinsauce

Opskrift

2 personer

Ingredienser

  • 150 g boghvedemel
  • ½-1 rød chili (hakket fint)
  • 1 bundt koriander (skåret groft)
  • 1 bundt radiser (flækket på langs, bevar gerne toppen på)
  • 1 madagurk (i både a ca. 2x5 cm)
  • ½ spidskål (snittet fint)
  • 1 brev hoisinsauce
  • 1 brev gomashio

Tjek at du selv har

  • olie (fx sesam- eller olivenolie)
  • salt
  • eddike (fx hvidvins- eller riseddike)
  • sukker

Sådan gør du

Køkkennoter: I Japan, hvor okonomiyaki stammer fra, serveres de oftest med en japansk mayonnaise til, som hedder kewpieKewpie er lavet med risvineddike, i stedet for fx lagereddike, og er derfor lidt sødere end den europæiske mayo. Hvis du har lyst, kan du smage lidt vegansk mayo til med risvineddike, og tegne striber hen over din okonomiyaki.

Hold evt. lidt igen med spidskålen i din okonomiyaki-dej. Den skal være godt mættet med kål, men den skal samtidig stadig være sammenhængende, så du kan forme den til 'bøffer' med en ske.

HUSK
Til i morgen: Hæld iblødsætningsvandet fra de sorte bønner, kom dem i en gryde med rigeligt frisk vand, og kog dem møre, 30-45 min. Tilsæt salt, og lad dem trække i 5 min. Opbevar bønnerne i kogevandet på køl til dag 3.

1. Sæt vand over til okonomiyaki-dej, gerne i en elkedel.

2. Bland boghvedemelet med et nip salt og 1½ dl kogende vand, og rør, til du har en tyk og glat dej. Lad dejen hvile i et par minutter.

3. Skyl og klargør grøntsagerne, chilien og korianderen som angivet i ingredienslisten. Kom chili og koriander i skåle til servering.

4. Kom 1 dl eddike, ½ dl vand og 2-3 spsk. sukker i en gryde, og kog op, til sukkeret er opløst. Tilsæt radiserne, og lad dem simre i lagen 1-2 min. Tag gryden af varmen, og lad radiserne trække i lagen til servering.

5. Kom agurkebådene i en lille skål, og marinér dem med 1-2 tsk. af syltelagen fra radiserne og lidt salt.

6. Vend spidskålen i okonomiyaki-dejen (se køkkennote), og krydr med salt.

7. Varm en pande op, tilsæt rigeligt med olie, og kom små klatter af okonomiyaki-dejen på panden med et par skeer (2-3 skefulde dej per pandekage). Steg okonomiyakierne i 3-4 min. på hver side, til de er gyldne og sprøde.

Servering
Anret de stegte okonomiyakier på tallerkener, og top med marinerede agurkebåde, syltede radiser og chiliringe. Tegn streger af hoisinsauce hen over, og drys med gomashio og koriander.

-