Det særlige ved denne squashtype er at det færdige
resultat minder en kende om spaghetti. Men først skal du igennem en lidt hård
men retfærdig øvelse ud i "Zen og kunsten at flække et græskar".
En moden spaghettisquash er grøn/gul i overfladen. Retten
går godt i spænd med andre ovnretter når du nu alligevel har gang i ovnen.
Tænd ovnen på 290 grader.
Flæk squashen på langs og skrab kernerne ud med en ske og
kasser dem. Dryp olivenolien ned i squashen og gnid det ind. Læg frisk rosmarin
og hakket chili eller timian deri og drys med salt. Læg dem i et ovnfast fad og
bag i ca. 35 minutter til du kan stikke en gaffel let igennem. Skrab kødet løst
med en gaffel. Vend frisk plukket bredbladet persille eller skyllet spinat ned
i squashkødet og server lunt som tilbehør.