Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Tryksager

Det er KLS Pureprint, som leverer vores tryksager.

KLS Pureprint er som det eneste trykkeri i Nordeuropa - og ét ud af tre i hele verden - "cradle-to-cradle"-certificeret.

Cradle-to-cradle er en af verdens mest ambitiøse miljøcertificeringer, og den tager højde for og stiller krav til hele produktets livscyklus. Virksomheden som helhed skal derfor sikre en høj grad af bæredygtighed på fem forskellige områder for at blive certificeret: 

  1. Sunde materialer, som hverken skader mennesker eller miljø
  2. Genanvendelige materialer, som skal kunne indgå i et biologisk eller teknisk kredsløb uden at producere affald 
  3. CO2-neutral produktion og brug af 100 % vedvarende energi
  4. Sikring af vandressourcer og krav til, at proces-spildevand skal være så rent, at det i princippet kan drikkes 
  5. Social ansvarlighed baseret på anerkendte standarder, fx Global Compact

Løbende forbedring og optimering

KLS Pureprint arbejder på at foretage de mest miljøvenlige tiltag på mange forskellige måder, ikke blot i selve produktionen - lige fra at male det førhen sorte tag på trykkeriet hvidt (så det reflekterer solens stråler i stedet for at suge varmen til sig) til firmabiler, der kører på el. Og udviklingen stopper ikke her - for cradle-to-cradle-certificeringen kræver også, at man kontinuerligt forbedrer både sit produkt og sine processer. Certificeringen er inddelt i flere forskellige niveauer - i 2015 blev KLS Pureprint registreret på niveauet bronze, men allerede i 2016 blev niveauet hævet til sølv.

Høje standarder der kan mærkes

De høje standarder for miljøvenligt tryk kan tydeligt ses og mærkes, når man besøger KLS: Det første, man lægger mærke til er, at der dufter godt trykkeriet - rent og fint af papir og ikke af kemikalier. Trykfarverne står endda frit fremme i åbne spande, for der er ikke noget skadeligt i dem, som man skal beskytte sine luftveje imod. Certificeringen betyder nemlig, at både papir og trykfarve er produceret uden skadelig kemi, tungmetaller eller hormonforstyrrende stoffer (som ellers desværre stadig er ret udbredt i trykkeribranchen). Aarstidernes tryksager fra KLS kan altså komposteres og bruges som gødning i naturen. Populært sagt kan man sige, at arkene endda kan spises, hvis man har den slags tilbøjeligheder - selvom vi ikke anbefaler en diæt bestående af tryksager…

-