Søg
Menu
Fav.
Favoritter
0 Kurv

Din indkøbskurv er tom

×

Bliv medlem af Aarstiderne Plus og få kontante fordele, hver gang du handler hos Aarstiderne.

Undgå madspild

Mad skal spises – ikke smides ud.

Vi arbejder tæt sammen med avlere og leverandører om at minimere svindet i produktionsleddet, og vi gør os umage med at købe præcis de mængder råvarer, vi skal bruge i kasserne. Mængderne i din måltidskasse er også nøje tilpasset, så du ikke skal bøvle med madspild derhjemme. Den smule råvarer, vi står tilbage med, når kasserne er pakket, sælges i vores gårdbutik, spises til frokost eller gives væk til blandt andet Fødevarebanken – eller ender i sidste ende på komposten, som vi bruger som jordforbedring på vores marker.

På marken

Det kan være svært for avleren at vide, hvor meget han skal dyrke. Hvis han dyrker for meget af en bestemt grøntsag, kan han ikke sælge den. Det giver spild. Derfor laver vi tidligt på sæsonen aftaler med avlerne om, hvad vi skal bruge til jeres kasser. Vi har udarbejdet en hjemmeside, hvor vores leverandører kan melde ind, hvad de kan levere.

Med vores kvalitetsansvarlige Frank Beeks ord: ”Vi siger til vores avlere, at de skal melde ind, hvor meget de har, så prøver vi at få det til at passe med vores kunders ønsker. Vi køber også gerne grøntsager i forskellige størrelser. Et lille kålhoved passer  i en kasse til 2 personer, og så får kunden et friskt kålhoved igen i næste uge. Det store kål er derimod godt til en af de tungere kasser til mange sultne munde. Det er vores store fordel: at vi har tæt kontakt til både kunden og bonden.”

På vejen

Friske grøntsager og frugter er sarte varer. De skal være konstant på køl og kort tid undervejs fra avleren og ud til kunden. Ellers bliver de dårlige og ender med at blive til affald i stedet for mad.

Det undgår vi ved at hente direkte hos landmanden og køre varerne lige til vores eget pakkeri, hvor varerne bliver pakket med det samme, så de kan komme ud til jer. De kommer ikke forbi et lager eller et centralt pakkeri i Rotterdam, hvor de skal stå og vente på en køber.

Det betyder, at vi slipper for køleskift og risiko for at ting bliver dårlige.

I pakkeriet

Vi har fat i hver enkelt grøntsag, så vi kan sortere det fra, vi ikke selv ville have spist. Det, vi sorterer fra, kan vi bruge til foder til dyrene på gården. Vores stude nyder godt af de økologiske frugter og grøntsager.

Fordi vi kun køber ind til de kasser I har bestilt, er der ikke meget tilbage, når vi er færdige med at pakke kasser. Der kan dog være lidt frugt og grønt, der er fint og friskt. Derfor prøver vi at bruge det på den bedst mulige måde:

  • vi sælger det i gårdbutikken på Krogerup Avlsgaard
  • vi bruger det i vores køkkener til personalemad eller arrangementer
  • vi giver det til dyrene som foder
  • vi komposterer det på Krogerup, så det bliver til næring for nye spiselige planter på marken
  • grønt affald fra køkkenet på Krogerup bliver også brugt til foder eller kompost

I pakkeriet bliver grøntsagerne emballeret i plastic. Det kan måske synes overflødigt. Men emballagen beskytter varerne, så de er friske og saftspændte, når de skal tilberedes i dit køkken.

Idékassen
-