Bliv medlem og få rabat på alle køb
Søg
Menu

Bibimbap med tofu, østershatte, sesamfrø og sød chilisauce

Bibimbap med tofu, østershatte, sesamfrø og sød chilisauce

Opskrift

2 personer

Ingredienser

  • 1 pose brune jasminris
  • 1 brev sød chilisauce
  • 1 pose sesamfrø
  • 3 fed hvidløg (i tynde skiver)
  • 1 amposta-roséløg (i smalle både)
  • Halvdelen af gulerødderne (i tændstiktynde stave, fx på et mandolinjern)
  • 1 squash (i tændstiktynde stave – fx på et mandolinjern)
  • 1 bakke østershatte (delt i mindre stykker)
  • 1 pakke røget tofu (i tern a ca. 2 x 2 cm)

Tjek at du selv har

  • olie (fx kokosolie)
  • salt
  • sort peber

Sådan gør du

Køkkennoter: I dag skal du lave bibimbap – en ret, der består af ris, lynstegte grøntsager og tofu. Bibim betyder "blandet", og bap betyder "ris". 

Østershatte er supernemme at ordne, da de oftest er rene og fine. Undlad at skylle østershattene (og svampe generelt), men børst dem i stedet, hvis det er nødvendigt. Skær den nederste, træede del af roden af. Den er ikke så rar at tygge i.

Del evt. de største østershatte i mindre stykker ved at rive dem over. Steg altid svampe i olivenolie ved høj varme, til de er gyldne, og krydr dem derefter med salt.


1. Sæt vand over til ris, fx i en elkedel.

2. Skyl risene i koldt vand, og sæt dem over i 4 dl kogende vand uden salt. Kog dem under låg ved svag varme i ca. 30 min. Lad risene hvile i 5 min., og smag til med salt inden servering.

3. Skyl og klargør imens alle grøntsagerne som angivet i ingredienslisten. Hold grøntsagerne adskilt, og kom chilisauce og sesamfrø i små skåle til servering.

4. Varm en wok eller rummelig pande op med 3-4 spsk. olie. Kom hvidløgsskiver i, og friter dem, til de er gyldne, 1-2 min. Tag hvidløgsskiverne op af wokken, lad dem dryppe af på et stykke fedtsugende papir, og kom dem i en skål til servering.

5. Kom løgbådene i wokken, og steg dem i 4-5 min., til de er gyldne og møre. Tag dem op af wokken, og kom dem i en lille skål til servering.

6. Steg gulerodsstavene sprødmøre og gyldne i wokken, ca. 2 min. Tag dem op af wokken, og kom dem i en skål til servering.

7. Tilsæt evt. mere olie, kom squashstavene i wokken, og steg dem i ca. 2 min. Tag dem op af wokken, og kom dem i en skål til servering.

8. Kom til sidst østershattene i wokken, og steg dem gyldne i 3-4 min. Krydr dem godt med salt og peber, kom dem i en skål til servering, og tør hurtigt wokken af.

9. Skær imens tofuen i tern. Varm wokken op igen med lidt ny olie, og steg tofuternene gyldne og sprøde, 4-5 min.

Servering
Fordel de kogte ris i store skåle, og anret de stegte grøntsager i små separate bunker oven på risene. Top med tofu, sesamfrø, chilisauce og sprøde hvidløg.

-