Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Hotdogs med kyllingepølser, sprøde løg og kålsalat med melon

Hotdogs med kyllingepølser, sprøde løg og kålsalat med melon

Opskrift

3 personer

Ingredienser

  • 1 agurk (i tynde skiver)
  • 1 lime (halveret)
  • 1 spidskål (snittet fint)
  • 1 melon (skrællet, udkernet og i tern)
  • 1 rødløg (i tynde både)
  • 1 pakke kyllingepølser med ramsløg og ost
  • 1 eller 2 pakker hotdogbrød
  • 1 glas ketchup

Tjek at du selv har

  • olie til stegning (fx solsikke- eller vindruekerneolie)
  • salt
  • peber
  • mel
  • honning eller sukker
  • eddike (fx lagereddike eller hvidvinseddike)

Sådan gør du

1. Tænd ovnen på 200 °C, eller find en brødrister frem til pølsebrødene.

2. Skyl agurken, og skær den i tynde skiver. Kog 1 dl eddike og 1 dl sukker op i en kasserolle, til sukkeret er smeltet. Tag lagen af varmen, vend agurkeskiverne i, krydr gavmildt med peber, og lad agurken trække i lagen til spisetid.

3. Skyl og klargør resten af grøntsagerne, melonen og limefrugten som angivet i ingredienslisten.

4. Rør limesaften med 2-3 spsk. eddike og 1-2 tsk. honning eller sukker. Vend kål og melon med dressingen.

5. Varm 2-3 cm olie op i en lille kasserolle. Vend løgbådene i mel, og steg dem lidt ad gangen i 1-2 min., til de er gyldne. Afdryp på fedtsugende papir, og krydr med salt. 

6. Varm en pande op, tilsæt lidt olie, og steg pølserne gyldne og gennemstegte på alle sider, 7-8 min. i alt.

7. Stænk pølsebrødene med vand, og varm dem i ovnen i 5-6 min, eller lun dem på en brødrister.

Servering
Fyld de varme brød med pølser, ketchup, agurkesalat og sprøde løg, og nyd kålsalaten til.

-