Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Kimchi rice-bowl med stegt grønt, rejer, koriander og peanuts

Kimchi rice-bowl med stegt grønt, rejer, koriander og peanuts

Opskrift

3 personer

Ingredienser

  • 1 pose brune jasminris
  • 1 stængel citrongræs
  • 2-3 fed hvidløg
  • Alle gulerødderne
  • 1 broccoli
  • 1 bundt koriander
  • 1 lime
  • 1 pose peanuts
  • 1 brev tamari
  • 1 pakke rejer
  • 1 bæger kimchi

Tjek at du selv har

  • olie (fx kokos- eller sesamolie)
  • salt
  • evt. chilisauce

Sådan gør du

Køkkennote: Kimchien, som du skal bruge i dag, er produceret og fermenteret i vores Grønne Værksted i Barritskov, som ligger lige ved siden af vores pakkeri. Kimchien er mildt krydret og fermenteret ved 18-20 grader i 9 dage. Efter endt fermentering måles PH-værdien, som skal ligge under 3,7. Jeg håber virkelig at du vil nyde dette nye produkt, som har været længe undervejs.

Inden du går i gang: Sæt vand over til ris, skyl grøntsagerne, limefrugten og krydderurterne, og tag kimchien ud af køleskabet.

Ris og topping
1. Skyl risene i koldt vand, og sæt dem derefter over i 7½ dl letsaltet, kogende vand. Kog dem under låg ved svag varme i ca. 30 min. Lad risene hvile i 5 min. 

2. Skær 3-4 cm af nederste del af citrongræsset, og hak fint. Del toppen i 2-3 stykker, og kom i gryden med ris. Pil hvidløgsfed, og hak fint. Kom hakket hvidløg og citrongræs i en lille skål.

3. 3. Skær gulerødderne i tynde skiver på skrå. Del broccolien i buketter, skræl stokken, og skær den i skiver. Skær koriander groft, og del lime i både. Hak peanuts groft. Kom koriander, lime og peanuts i skåle til servering.

Stegt grønt og rejer
5. Varm en wok eller pande op, tilsæt olie, og steg gulerødder ved høj varme i 1-2 min. Tilsæt ⅓ citrongræs og hvidløg og ⅓ tamari, og steg 1-2 min. Tag af panden, og kom i en skål.

6. Tilsæt lidt ny olie til wokken, kom broccoli på panden, og steg 1-2 min. Tilsæt ⅓ citrongræs og hvidløg, og ⅓ tamari, og steg videre i 1-2 min., til broccolien har taget farve, men stadig er sprød. Tag af panden, og kom i en skål.

7. Varm wokken op en sidste gang, tilsæt olie, og steg rejerne ved høj varme sammen med det sidste hvidløg og citrongræs, ca. 1 min., til rejerne akkurat har skiftet farve. Krydr med det sidste tamari, og kom rejerne i en skål.

Servering
Sæt hele herligheden på bordet, og byg din egen bowl af ris, rejer, kimchi og stegt grønt. Drys med koriander og peanuts, og dryp med limesaft og evt. chilisauce, hvis du har.

-