Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Lyn-boller i karry med ris, æble-topping og karse

Lyn-boller i karry med ris, æble-topping og karse

Opskrift

4 personer

Ingredienser

  • 1 pose hvide basmatiris
  • ½ pose gulerødder (1 groft revet og resten i stave)
  • 2 røde peberfrugter (i stave)
  • 1 medisterpølse
  • 2 løg (i små tern)
  • 1 squash (groft revet)
  • ½-1 brev madraskarry
  • 1 æble (i små tern)
  • 1 bakke karse (klippet)

Tjek at du selv har

  • salt
  • olivenolie
  • peber
  • smør
  • mel
  • grøntsagsbouillon eller vand
  • mælk eller fløde

Sådan gør du

Køkkennote: I dag skal du krydre saucen med skøn madraskarry. Karryblandingen har vi udviklet specielt til vores måltidskasser. Den indeholder en dejlig blanding af koriander, gurkemejerod, bukkehornsfrø, spidskommen, chili, fennikel og nellike. Den er aromatisk og medium stærk, så prøv dig frem med mængden. Du kan altid starte med lidt og smage til med mere.

1. Tænd ovnen på 200 °C til kødbollerne, og sæt vand over til ris og bouillon – fx i en elkedel.

2. Skyl risene i koldt vand, og sæt dem over i 8 dl kogende vand uden salt. Kog dem under låg ved svag varme i ca. 12 min. Lad risene hvile i 5-10 min., og smag til med salt inden servering.

3. Skyl og klargør grøntsagerne som angivet i ingredienslisten. Anret gulerods- og peberfrugtstave på et fad til snackgrønt.

4. Klem farsen ud af medisterpølsen til små kødboller på størrelse med valnødder. Sæt dem på en bageplade med bagepapir, og bag dem i ovnen, til de er gennemstegte, 10-15 min.

5. Varm en stor gryde op, og steg løg i olivenolie, 3-4 min. Tilsæt squash det sidste minut.

6. Kom 1½ spsk. smør i gryden med løg og squash, og lad det smelte. Rør 1-1½ spsk. mel i, og afbag det kort.

7. Kom karry i gryden, vend det rundt, og tilsæt 4 dl grøntsagsbouillon eller vand. Kog saucen op, og lad den simre i 6-7 min.

8. Kom 1 dl mælk eller fløde i gryden, og bring det til kogepunktet. Blend derefter saucen med en stavblender, og smag til med salt og peber.

9. Kom de ovnbagte kødboller i karrysaucen, og lad dem koge med i yderligere 1-2 min.

Servering
Anret ris i dybe tallerkener, top med boller i karry, og kom æbletern og karse på toppen. Spis snackgrønt til.

-