Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Græskar-gnocchetti i cremet grøn linsesauce og salat med mandarin-dressing

Græskar-gnocchetti i cremet grøn linsesauce og salat med mandarin-dressing

Opskrift

4 personer

Ingredienser

  • 1 pose urad-linser
  • 1 bundt new zealand-spinat (den groveste stilk kasseret, resten skåret groft)
  • 1 rød batavia-salat (i grove stykker)
  • 1 pose boghvedekerner
  • 1 bundt rød grønkål (ribbet og i mindre stykker)
  • 1 pakke græskar-gnocchetti
  • 2-4 fed hvidløg (i tynde skiver)
  • 2 satsuma-mandariner (halveret)

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • salt
  • peber
  • eddike (fx æbleeddike)
  • sirup

Sådan gør du

Køkkennote: Satsuma-mandarinen, som du skal bruge i dag, er den første sort af mandariner, som er klar, og den er ligesom rodfrugterne et endegyldigt tegn på, at sommeren er slut. Denne smukke mandarin er grøn udenpå og orange indeni. Den er saftig, syrlig og dejlig aromatisk og egner sig derfor rigtig godt til en dressing. Riv eventuelt noget af skallen i din dressing for ekstra aroma.

HUSK
Til i morgen: Hæld iblødsætningsvandet fra bønnerne, kom dem i en gryde med rigeligt frisk vand, og kog dem møre, 45-60 min. Tilsæt salt, og lad dem trække i 5 min. Opbevar bønnerne i kogevandet på køl til dag 3.

1. Sæt vand over til linser.

2. Sæt linserne over i 5½ dl kogende vand uden salt, og kog dem i 15 min. Skyl og klargør spinaten, som angivet i ingredienslisten. Kom spinaten i gryden, og kog videre i 5 min.

3. Skyl og klargør imens alle grøntsagerne og mandarinerne. Anret salaten på et fad. 

4. Rist boghvedekernerne i godt med olie på en stor, varm pande i 3-5 min., til de er let gyldne. Dryp overskydende olie fra, og krydr dem med salt. Kom kernerne i en skål til servering.

5. Varm panden op igen, tilsæt ny olie, og steg grønkålen ved høj varme i 1-2 min. Tilsæt gnocchetti og hvidløg til panden, og steg videre ved middel varme i 4-5 min., til gnocchettierne er gennemvarme. Krydr med salt og peber.

6. Pres mandarinsaft ned i en lille skål. Rør saften med 4-5 spsk. olivenolie, og smag til med salt, peber og evt. en smule sirup. 

7. Tilsæt 2 tsk. salt, 2-3 spsk. eddike og 4 spsk. olivenolie til gryden med linser og spinat, og blend det til en tyk, grøn sauce, fx med en stavblender direkte i gryden. Smag til.

Servering
Anret gnocchetti på tallerkener, og øs linsesaucen over. Nyd sprød salat med ristede boghvedekerner og mandarin-dressing til.

-