Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Okonomiyaki med hoisin, radiser og wasabina

Okonomiyaki med hoisin, radiser og wasabina

Opskrift

2 personer

Ingredienser

  • 1 pose boghvedemel
  • 1 pose grønne mungbønner
  • 1 bundt wasabina (bladene plukket, den øverste stilk snittet fint)
  • 1 spidskål (snittet fint)
  • 1 lime (skallen revet fint, resten halveret)
  • ½ bundt radiser (delt i halve eller kvarte med top)
  • 1 brev hoisinsauce

Tjek at du selv har

  • olie (fx sesam- eller olivenolie)
  • salt
  • eddike (fx riseddike eller æbleeddike)

Sådan gør du

Køkkennoter: Hold evt. lidt igen med spidskål i din okonomiyaki-dej. Dejen skal være godt mættet med kål, men den skal også stadig være sammenhængende, så pandekagerne hænger sammen i panden.

Husk at gemme halvdelen af den saltede spidskål i en lufttæt beholder på køl til dag 3.

Vær opmærksom på, at du både har fået to grønne citroner og en lime med i din kasse. Citronerne er modne, selvom de er grønne, men når dags- og nattetemperaturerne nærmer sig hinanden, som de gør sydpå i øjeblikket, bliver citronerne ikke gule. De to citrusfrugter ligner hinanden til forveksling, så er du i tvivl om, hvorvidt du står med en lime eller en citron, kan du tjekke ved at kradse lidt i skallen og dufte til den.

HUSK
Til i morgen: Hæld iblødsætningsvandet fra de hvide bønner, kom dem i en gryde med rigeligt frisk vand, og kog dem møre, 45-60 min. Tilsæt salt, og lad dem trække i 5 min. Opbevar bønnerne i kogevandet på køl til dag 3.

1. Sæt vand over til okonomiyaki-dej og mungbønner, fx i en elkedel.

2. Rør boghvedemelet til en tyk, glat dej med et nip salt og 2 dl kogende vand. Lad dejen hvile i et par minutter.

3. Skyl mungbønnerne i koldt vand, og kom dem i kogende vand, 1 del bønner til 2 dele vand. Kog dem møre i 20-30 min., og smag til med salt.

4. Skyl og klargør grøntsagerne og limefrugten som angivet i ingredienslisten. Kom wasabinabladene i en skål til servering.

5. Kom halvdelen af spidskålen i en skål med 1 tsk. salt og revet limeskal. Knug kålen godt med salt og skal, til den begynder at mørne, 2-3 min.

6. Tag halvdelen af den saltede spidskål fra, og gem det i en lufftæt beholder på køl til dag 3.

7. Varm en pande op, tilsæt olie, og steg radiserne ved middel varme i 3-4 min., til de er klare i farven og sprødmøre. Smag til med eddike og lidt salt. Kom radiserne i en skål, og tør panden hurtigt over.

8. Vend resten af spidskålen i okonomiyaki-dejen (se køkkennote), og krydr med salt.

9. Varm panden op igen, tilsæt rigeligt med olie, og sæt små klatter af okonomiyaki-dej på panden med et par skeer (2-3 skefulde dej per pandekage). Steg okonomiyakierne gyldne og sprøde, 3-4 min. på hver side.

10. Vend de kogte mungbønner med wasabinastilke og lidt af den saltede spidskål, og smag til med en smule salt og ca. halvdelen af limesaften.

Servering
Anret de stegte okonomiyakier på tallerkener, top med saltet spidskål, stegte radiser og wasabina, dryp med limesaft, og tegn streger hen over det hele med hoisin. Servér mungbønnesalaten til, og nyd.

-