Cremet sorghum med svampe, valnødder og spidskål
Ingredienser
- 1 pose sorghum
- 1 pose valnødder
- ½ grano de oro-løg
- 1-2 fed hvidløg
- 1 bakke brune champignoner i skiver
- 1 karton sojacreme
- ½ spidskål
- Alle gulerødderne
- ½ grøn citron
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
Sæt vand over til sorghum, og skyl sorghummen samt frugt og grønt.
Sæt sorghummen over i ca. 2½ dl letsaltet, kogende vand, og kog den under låg ved svag varme i 15-20 min. Hæld evt. overskydende vand fra.
Rist valnødderne ved middel varme på en tør pande, til de er gyldne. Hak dem groft, drys dem med lidt salt, og kom dem i en skål til servering.
Pil løget og hvidløgene. Snit løget groft, og skær hvidløgene i tynde skiver.
Varm olie op på panden fra valnødder, og steg svampene ved høj varme i 1-2 min., til de har taget farve.
Sænk varmen, tilsæt løget og hvidløgene, og steg videre i 1-2 min. Tilsæt sojacremen, krydr med salt og peber, og lad det simre i 3-4 min.
Snit imens kålen fint, og riv gulerødderne groft. Riv lidt citronskal. Vend kål og gulerødder sammen, og smag til med salt samt citronskal og -saft.
Kom den kogte sorghum på panden med svampe, vend godt rundt, og lad det simre i 1-2 min. Tilsæt evt. ½-1 dl vand, hvis saucen er kogt for tyk, og smag til med lidt salt og godt med peber.
Anret cremet sorghum med svampe i en dyb tallerken, og drys med ristede valnødder. Nyd spidskålssalaten til.