Hotdogs med kyllingepølser, kål, sprøde løg, avocado og karse
Ingredienser
- 1 pose kartofler
- 1 pose gulerødder
- 1 pakke kyllingepølser med ramsløg og vesterhavsost
- ½ spidskål
- 1 bakke karse
- 2 løg
- 1 pakke pølsebrød
- 1 avocado
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Olie til stegning (fx vindruekerneolie)
- Salt
- Eddike (fx hvidvinseddike)
- Sukker
- Mel
- Evt. ketchup og sennep
Tænd oven på 220 °C varmluft, og skyl grøntsagerne og karsen.
Skær kartoflerne i halve eller kvarte. Skræl gulerødderne, og skær dem i mundrette chunks.
Kom kartofler og gulerødder på en bageplade med bagepapir, og vend dem med olivenolie og salt. Bag dem i ovnen i 25-30 min., til de er gyldne og møre. Vend gerne rundt i dem undervejs.
Varm en pande op, tilsæt olie (fx vindruekerneolie), og steg kyllingepølserne stille og roligt i 12-15 min., til de er gyldne, sprøde og gennemvarme.
Snit spidskålen fint. Kom den i en skål med 1 tsk. sukker og 1 tsk. salt, og knug den med hænderne, til den mørner. Smag til med en smule eddike.
Klip karsen, og kom den i en skål til servering. Pil løgene, skær dem i skiver, og vend dem i mel.
Varm 1-2 dl olie (fx vindruekerneolie) op i en lille kasserolle, og steg løgene lidt ad gangen, til de er gyldne og sprøde. Afdryp på et stykke fedtsugende papir, og krydr med salt.
Varm pølsebrødene i ovnen i 3-4 min.
Flæk avocadoen, og fjern stenen. Scoop avocadokødet ud med en ske, og mos det med en gaffel. Krydr med en smule salt.
Skær et snit i pølsebrødene, og fyld dem med kyllingepølser. Top med spidskål, sprøde løg, avocadomos og karse, og servér ovnbagte rødder til.