Pitabrød med hummus, aubergine, bøftomater og za'atar
Ingredienser
- 1 aubergine
- 2 hvidløgsfed
- 1 brev za'atar
- 1 agurk
- Alle bøftomaterne
- 1 pakke pitabrød
- 1 rulle hummus
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Peber
- Sukker
Hummussen er mildt krydret og uden olie. Du kan derfor med fordel røre den med lidt olivenolie og evt. også krydderier efter din smag, hvis du vil have lidt mere smæk på smagen.
Tænd ovnen på 200 °C, eller find en brødrister frem til pitabrødene. Skyl al grønt, og tag hummussen ud fra køl.
Skær auberginen i små tern. Pil hvidløgsfeddene, og skær dem i skiver.
Varm en pande op, tilsæt en gavmild sjat olie, og steg auberginen i 6-7 min., til den er blød og gylden. Tilsæt ½ tsk. salt, hvidløg og za'atar, og steg videre i 2-3 min. Smag evt. til med mere salt.
Flæk agurken, og skær den i tynde skiver. Skær tomaterne i tern, og krydr dem med lidt salt, sukker og peber.
Stænk pitabrødene med vand, og varm dem i ovnen i 4-5 min., eller rist dem på brødristeren.
Halvér pitabrødene, og fyld dem med hummus, aubergine, tomat og agurk.