Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Ramen med nudler, dumplings, tangsalat og grønt

4 personer

Ingredienser

  • 2 breve sesamfrø
  • 2 friske hvidløg med top
  • 2 bundter radiser
  • 2 spidskål
  • 2 pakker veganske dumplings
  • 2 poser ramen-suppebase
  • 2 bakker shiitake-svampe
  • 1 pakke fuldkornsnudler
  • 1 bæger tangsalat
  • 1 bæger topping (koriander og spinat)

Tjek at du selv har

  • Olie til stegning
  • Salt
  • Evt. ristet sesamolie
  • Evt. soja
Køkkentips

I dag skal du have ramen, som er en af mine absolut yndlingsspiser! Suppen og nudlerne skal være brandvarme ved servering, så det ikke bliver kølet for meget ned af alt fyldet, som kommer i. Mix fyldet i suppen med spisepinde, og dryp evt. med ekstra soja og ristet sesamolie ved bordet. Slubr fyldet i dig med pinde, og drik suppen af skålen – det er den mest sjælevarmende måde at nyde din ramensuppe på. Her er det ok at lave slubre-lyde!

Inden du går igang

Sæt vand over til nudler, og tag tangsalaten ud af køleskabet. Skyl grøntsagerne (undtagen svampene).

Toppings og dumplings
  1. Rist sesamfrøene gyldne på en stor, tør og varm pande i 2-3 min., og vend dem sammen med en smule salt i en skål.

  1. Snit det friske hvidløg i tynde ringe. Skær radiserne i tynde skiver. Kom det i hver deres skål til servering. Snit spidskålen i tynde strimler.

  1. Varm panden fra sesamfrøene op igen, tilsæt en smule olie, og steg spidskålen ved høj varme i 2-3 min.

  1. Tør panden over, varm den op igen, tilsæt ny olie, og steg dumplings gyldne med lukningen opad i 2-3 min. Tilsæt lidt vand til panden, og damp dumplingsene, til de er gennemvarme, i yderligere 2-3 min. under låg.

Ramen og nudler
  1. Kom ramensuppen i en stor gryde, og varm den op til kogepunktet. Skær imens shiitake-svampene i tynde skiver, tilsæt dem til suppen, og lad suppen simre i 4-5 min.

  1. Kog nudlerne i letsaltet vand i ca. 3 min. Afdryp, vend med en smule olie, og kom dem i en skål til servering.

Servering

Byg din ramen af brandvarm suppe, dumplings og nudler, og top med spidskål, tangsalat, koriander og spinat fra bægeret, sesamfrø, radiser og frisk hvidløg. Dryp evt. med soja og ristet sesamolie, hvis du har, og nyd.

-