Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Roastbeef med bouillon-kartofler og grønkålssalat

2 personer

Ingredienser

  • 1 pose nye udenlandske kartofler
  • 1 rødløg
  • 2 tomater
  • 1 bundt spinat
  • 1 fed hvidløg
  • ½-1 brev grøntsagsbouillon
  • 1 bundt bredbladet persille
  • 1 pakke roastbeef sous vide
  • 1 bundt grønkål

Tjek at du selv har

  • Olivenolie
  • Salt
  • Peber
  • Eddike (fx æbleeddike)
  • Evt. chiliflager
Køkkentips

Bouillon-kartofler er en af mine favoritter! Det er rigtig comfort food og god både med vinterens store skrællekartofler eller sæsonens nye små kartofler. Vores grøntsagsbouillon er relativ kraftig i smagen. Pulveret opløses med det samme, når det drysses direkte i maden – du kan derfor starte med lidt og evt. bruge resten til tilsmagning, hvis du synes, retten kan trække lidt mere kraft og umami.

Inden du går igang

Sæt vand over til bouillon-kartofler, og skyl al grønt. Pluk ikke stilkene af spinaten.

Bouillon-kartofler
  1. Halvér kartoflerne, eller skær dem i skiver a ½ cm. Pil rødløget, og skær rødløg og tomater i skiver. Snit spinatstilkene fint, og lad bladene være hele. Pil hvidløget, og skær det i tynde skiver.

  1. Læg kartofler, rødløg, tomater, al spinat og hvidløg imellem hinanden i en gryde. Drys med 1-2 tsk. grøntsagsbouillon, og hæld kogende vand over, til det lige akkurat dækker.

  1. Kog retten op, og lad den koge sagte uden låg i ca. 15 min., eller til kartoflerne er lige akkurat møre. Spæd evt. til med mere vand under kogningen – kartoflerne skal hele tiden være dækket af væske.

  1. Pluk imens persillen. Krydr bouillon-kartoflerne med salt, peber og evt. mere grøntsagsbouillon, og drys med persille lige inden servering.

Roastbeef og grønkålssalat
  1. Varm 1 tsk. olie op på en (slip let-)pande, og brun roastbeefen på alle sider ved middelhøj varme i ca. 8 min. i alt. Læg roastbeefen på et skærebræt, og lad den hvile under et viskestykke i 3-4 min.

  1. Rib imens kålen, og hak bladene fint. Knug kålen med en smule salt i et par minutter, til den blødgøres lidt. Vend kålen med 1 spsk. olivenolie og 1 spsk. eddike, og krydr med peber og evt. mere salt.

  1. Skær roastbeefen i tynde skiver.

Servering

Anret grønkålssalaten på tallerkener, og top med skiver af roastbeef. Nyd bouillon-kartoflerne i dybe tallerkener ved siden af, og drys evt. med chiliflager, hvis du har.

-