Rødbede-deller med kartofler, cremet savojkål, kapers og æble
Ingredienser
- Alle kartoflerne
- 2 æbler
- 1 bæger rødbeder i strimler
- 1 stykke peberrod
- ½ savojkål
- 2 kartoner sojacreme
- 1 bæger rødbedeburgerbøf-fars
- 2 glas kapers i havsalt
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Peber
- Eddike (fx æbleeddike)
- Sukker
Vores lækre kapers er saltede. De er super skønne, men bør skylles i koldt vand før brug, medmindre du bruger dem i stedet for salt. Smag på dem, og skyl dem evt. to gange, hvis de er for salte til din smag.
Sæt vand over til kartofler og kål. Skyl grøntsager, peberrod, æbler og kapers (se køkkentip).
Kog kartoflerne møre i gavmildt saltet vand, 12-14 min.
Skær æblerne i smalle både. Vend æblebåde og rødbedestrimler med ca. 1 spsk. eddike samt lidt salt og sukker. Skræl peberroden.
Snit kålen i 1 cm brede strimler, og kom kålen i en gryde med 2-3 cm kogende, saltet vand. Læg låg på, og damp kålen i 4-5 min.
Er der mere end ca. 1 dl vand i gryden ved endt dampning, hæld da noget fra. Tilsæt sojacremen, og lad det koge videre i 2-3 min., til kålen er cremet. Smag til med salt og peber.
Form rødbedefarsen til deller med hånden og en våd ske. Varm en pande op, tilsæt olie, og steg dellerne i 6-8 min., til de er gennemtilberedte. Kom kapers med på panden de sidste 2-3 min.
Anret kartofler, rødbede-deller og cremet savojkål på tallerkener. Top retten med stegte kapers, og riv frisk peberrod over. Spis æble-rødbedesalat til.