Spicy kyllingedeller med thaibasilikum, agurk og ris
Ingredienser
- 1 pose hvide jasminris
- 1 rulle grøn kyllingefars
- ½-1 brev bangkok-krydderiblanding
- 1 agurk
- ½ fed hvidløg
- 1/3 af gulerødderne
- 1 bundt thaibasilikum
- 1 hjertesalat
Tjek at du selv har
- Olie til stegning (fx solsikkeolie)
- Salt
- Eddike (fx hvidvinseddike)
- Soja
- Sukker
- Evt. fiskesauce
- Evt. sød chilisauce
Thaibasilikum ligner den velkendte basilikum i udseende, men den er lidt spidsere i bladene. Den er skøn som smagsgiver i det asiatiske køkken, da den smager sødt og krydret - og en lille smule af mild peber.
Sæt vand over til ris, og skyl risene samt al grønt.
Sæt risene over i 4 dl letsaltet, kogende vand, og kog dem under låg ved svag varme i ca. 14 min.
Klem farsen ud af emballagen, og rør den med bangkok-krydderi efter smag.
Varm lidt olie op på en (slip let-)pande, og form farsen til frikadeller med en våd ske og hånden. Steg kyllingedellerne gyldne og gennemstegte, 10-15 min. i alt.
Flæk agurken, skrab kernerne ud med en ske, og skær agurken i skrå skiver. Pil hvidløget, og hak det fint.
Rør 2 spsk. lys eddike med 1 tsk. sukker, ½ fed fint hakket hvidløg og 1-2 spsk. fiskesauce eller soja. Vend agurken med dressingen, og lad den trække til spisetid.
Skræl gulerødderne, og skær dem i skrå skiver. Varm olie op på en pande (eller i en wok), og steg gulerødderne i 2-4 min. Krydr med soja og sukker, og vend klippet thaibasilikum i, så snart du tager panden af varmen.
Snit salaten.
Anret risene i dybe tallerkener. Top med kyllingedeller, agurkesalat, salat og stegte gulerødder, og servér straks. Giv gerne soja eller sød chilisauce til, hvis du har.